Rosmersholm
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf, epub, kindle | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
SKUESPIL I FIRE AKTER
KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)
FR. BAGGES BOGTRYKKERI
1886
1.utg: [II]
Handlingen foregår på Rosmersholm, 
en gammel herregård i omegnen af en liden fjordby i det vestlige Norge.
en gammel herregård i omegnen af en liden fjordby i det vestlige Norge.
Dagligstuen på Rosmersholm; rummelig, gammeldags og hyggelig. Foran på væggen til højre en kakkelovn pyntet med friske birkegrene og markblomster. Længere tilbage en dør. På bagvæggen fløjdør til forstuen. På væggen til venstre et vindu og foran dette en opsats med blomster og planter. Ved ovnen et bord med sofa og lænestole. Rundt om på væggene hænger ældre og nyere portrætter af prester, officerer og embedsmænd i uniform. Vinduet står åbent. Ligeså forstuedøren og den ydre husdør. Udenfor sés store gamle trær i en allé, som fører til gården. Sommeraften. Solen er nede.Rebekka West sidder i en lænestol ved vinduet og hækler på et stort hvidt uldsjal, som næsten er færdigt. Af og til kikker hun spejdende ud mellem blomsterne. Lidt efter kommer madam Helseth ind fra højre.
REBEKKA WEST
Ja, gør De det. Pastoren må vel snart komme.
HIS: 328
Madam Helseth går hen og lukker forstuedøren; derefter går hun til vinduet.
MADAM HELSETH
vil lukke, ser ud
Men er det ikke pastoren, som går der borte?
REBEKKA
hurtigt
Hvor? (rejser sig) Jo, det er ham. (bag forhænget) Gå til side. Lad ham ikke få øje på os.
MADAM HELSETH
inde på gulvet
Nej tænk, frøken, – han begynder at gå møllevejen igen.
REBEKKA
REBEKKA
lægger hækletøjet sammen
De hænger længe ved sine døde her på Rosmersholm.
HIS: 329
MADAM HELSETH
Jeg tror nu det, jeg, frøken, at det er de døde, som hænger så længe ved Rosmersholm.
REBEKKA
ser på hende
De døde?
MADAM HELSETH
REBEKKA
Ja, hvad er det egentlig for noget, dette med den hvide hesten, madam Helseth?
REBEKKA
Tror da De på det?
MADAM HELSETH
går hen og lukker vinduet
Å, jeg vil ikke være til nar for frøkenen. (ser ud) Nej – men er ikke pastoren der borte på møllevejen nu igen –?
HIS: 330
REBEKKA
ser udad
Den mand dér? (går til vinduet) Det er jo rektoren!
MADAM HELSETH
Ja, rigtig er det rektoren.
REBEKKA
Nej, det var da morsomt! For De skal se, han agter sig hid til os.
MADAM HELSETH
Hun går ud til højre.
Rebekka står en stund ved vinduet; så hilser hun, smiler og nikker ud.
Å, snille madam Helseth, De sørger vel for lidt extra godt på bordet. De ved nok hvad rektoren liker bedst.
MADAM HELSETH
udenfor
Ja vel frøken. Skal så gøre.
REBEKKA
åbner døren til forstuen
Nå endelig en gang –! Hjertelig velkommen, kære rektor!
sin stok fra sig
HIS: 331
REKTOR KROLL
i forstuen, sætter sin stok fra sig
REBEKKA
De? Fy skamme Dem –!
REBEKKA
REBEKKA
Rosmer holder så svært af at ha’ friske levende blomster omkring sig.
KROLL
Det gør nok De også, tror jeg.
HIS: 332
REBEKKA
Ikke farverne heller. Hun blev så rent fortumlet –
KROLL
Jeg husker det nok. (i lettere tone) Nå, hvorledes går det så her ude?
REBEKKA
Jo, her går al ting sin stille, jævne gang. Den ene dag som den anden. – Og inde hos Dem? Deres hustru –?
Å, kære frøken West, lad os ikke tale om mit. I en familje er der altid et eller andet, som kommer på tvers. Især i slige tider, som de, vi lever i nu.
KROLL
Nå, man bør da ikke sådan rende folk på dørene –
REBEKKA
Dersom De vidste, hvor vi har savnet Dem –
KROLL
– og så desuden har jeg jo været bortrejst –
HIS: 333
KROLL
nikker
Og hvad siger De så til det? Havde De tænkt, at jeg på mine gamle dage skulde ble’t politisk agitator? Hvad?
KROLL
REBEKKA
Ja, kære rektor, jeg vil ikke nægte for, at –
KROLL
Kære frøken West, der er ikke noget at sige på det. Ikke for Deres vedkommende.
REBEKKA
Nej, det synes jeg også. Jeg må da følge med. Vide besked –
KROLL
Nå, under alle omstændigheder forlanger jeg jo ikke af Dem, som fruentimmer, at De skal ta’ afgjort parti i den borgertvist, – borgerkrig kunde jeg gerne sige, som raser her. – Men De har altså læst, hvorledes disse herrer af «folket» har behaget at overfuse mig? Hvilke infame grovheder de har trod at turde tillade sig?
som fruentimmer, at De skal ta’ afgjort parti i den borgertvist, – borgerkrig kunde jeg gerne sige, som raser her. – Men De har altså læst, hvorledes disse herrer af «folket» har behaget at overfuse mig? Hvilke infame grovheder de har trod at turde tillade sig?
HIS: 334
KROLL
KROLL
Sig mig heller, hvorledes De egentlig trives her på Rosmersholm nu, efter at De er ble’t alene? Efter at vor stakkers Beate –?
REBEKKA
Jo tak; jeg trives nok så godt her. En stor tomhed er der jo efter hende i mange måder. Og savn og sorg også, – naturligvis. Men ellers så –
Å kære rektor, jeg tænker såmænd hverken det ene eller det andet. Jeg er jo rigtignok ble’t så husvant nu, at jeg næsten synes jeg hører til her, jeg også.
KROLL
Ja De. Det skulde jeg da vel mene.
HIS: 335
REBEKKA
KROLL
ser bevæget på hende
REBEKKA
Å, hvad havde jeg ellers havt at leve for?
KROLL
Først gik De her i dette evindelige stræv med Deres lamme, urimelige plejefar –
REBEKKA
KROLL
Blev de ikke endda sværere for Dem, de år, som kom bagefter?
REBEKKA
Nej, hvor kan De da tale så! Jeg, som holdt så inderlig af Beate –. Og så sørgeligt, som hun, stakker, trængte til pleje og skånsom omgang.
KROLL
Tak og pris skal De ha’, fordi De mindes hende med overbærenhed.
HIS: 336
REBEKKA
flytter sig lidt nærmere
KROLL
Misstemning? Hvad mener De med det?
REBEKKA
KROLL
Nej men hvor i al verden –!
REBEKKA
Men det gør De altså ikke. (rækker ham hånden) Tak, kære rektor! Tak, tak for det.
REBEKKA
Jeg begyndte at bli’ lidt ræd, siden De kom så sjelden ud til os.
KROLL
HIS: 337
REBEKKA
Hvorom alting er –. Ved De hvad, frøken West, – jeg for min del skulde sandelig ikke ha’ noget imod, om De –. Men det går vel ikke an at sige sligt noget.
REBEKKA
Hvilket, mener De?
REBEKKA
Jeg har den plads jeg ønsker, herr rektor.
KROLL
Å ja, vor gode Johannes Rosmer synes sagtens, han har fåt mere end nok af ægtestanden. Men alligevel –
Alligevel –. Sig mig engang, frøken West –. Hvis det er tilladt at spørge –. Hvor gammel er De egentlig?
REBEKKA
KROLL
Ja-ja. Og Rosmer, – hvor gammel er han? Lad mig se. Han er fem år yngre end jeg. Nå, han er altså godt og vel tre og firti. Jeg synes, det vilde passe bra’.
REBEKKA
rejser sig
Ja-visst, ja-visst. Det vilde passe udmærket. – Drikker De té med os i aften?
KROLL
REBEKKA
Å ja, gør endelig det. (ryster hans hænder) Tak, tak! De er da rigtig inderlig snil alligevel.
HIS: 339
Johannes Rosmer kommer ind gennem døren til højre.
JOHANNES ROSMER
Madam Helseth fortalte det.
Rektor Kroll har rejst sig.
ROSMER
mildt og dæmpet, trykker hans hænder
Velkommen til huset igen, kære Kroll. (lægger hænderne på hans skuldre og ser ham ind i øjnene) Du kære gamle ven! Det var nok det jeg vidste, at engang måtte det bli’ som før imellem os.
KROLL
Men snille menneske, – har du også været inde på den forrykte indbildning, at der skulde være noget ivejen!
KROLL
alvorlig og dæmpet
Fordi jeg ikke vilde gå her som et levende minde om dine ulykkelige år – og om hende, – som endte i møllefossen.
HIS: 340
ROSMER
Det var jo vakkert tænkt af dig. Du er jo altid så hensynsfuld. Men det var aldeles unødvendigt at bli’ borte af den grund. – Kom, du; lad os sætte os i sofaen. (de sætter sig) Nej, det står sandelig ikke for mig som nogen pine at tænke på Beate. Vi taler daglig om hende. Hun hører endnu ligesom huset til, synes vi.
KROLL
Gør I virkelig det?
REBEKKA
tænder lampen
Ja, det gør vi da rigtignok.
ROSMER
Det er jo så lige til. Vi holdt jo begge to så inderlig af hende. Og både Rebek– både frøken West og jeg, vi véd med os selv, at vi gjorde, hvad der stod i vor magt, for den stakhjemsøgte. Vi har ingen ting at bebrejde os. – Derfor så synes jeg, der er noget mildt og blødt i det at tænke på Beate nu.
Rebek– både frøken West og jeg, vi véd med os selv, at vi gjorde, hvad der stod i vor magt, for den stak1.utg: 17
kers hjemsøgte. Vi har ingen ting at bebrejde os. – Derfor så synes jeg, der er noget mildt og blødt i det at tænke på Beate nu.
REBEKKA
sætter sig i en lænestol
Ja, lad os nu bare se, at De holder ord.
ROSMER
noget dvælende
Du, Kroll, – jeg skulde højlig ønsket, at omgangen mellem os aldrig var ble’t afbrudt. Du har jo været som en selvskreven
HIS: 341
rådgiver for mig sålænge vi har kendt hinanden. Lige fra jeg blev student.
KROLL
Nå ja; og det sætter jeg overmåde stor pris på. Er der kanske nu noget særligt –?
ROSMER
Ja, ikke sandt, herr Rosmer? Jeg synes, det måtte være så godt – mellem gamle venner –
Å du kan såmænd tro, jeg har endnu mere at tale med dig om. For nu er jeg ble’t aktiv politiker, som du nok ved.
ROSMER
Ja, du er jo det. Hvorledes gik det egentlig til?
KROLL
Jeg måtte, du. Måtte, så nødig jeg end vilde. Det går umulig an nu længer at stå som ørkesløs tilskuer. Nu, da de radikale så sørgeligt er kommet til magten, – nu er det på høj tid –. Derfor har jeg også fåt vor lille vennekreds inde i byen til at slutte sig engere sammen. Det er på høj tid, siger jeg!
engere sammen. Det er på høj tid, siger jeg!
HIS: 342
REBEKKA
med et let smil
Ja, er det ikke egentlig nu temmelig sent?
KROLL
Unegtelig havde det været heldigst, om vi havde standset strømmen på et tidligere tidspunkt. Men hvem kunde vel forudsé, hvad der vilde komme? Jeg i alle fald ikke. (rejser sig og går om på gulvet) Jo, nu har jeg rigtignok fåt øjnene op. For nu er oprørsånden trængt ind i selve skolen.
KROLL
REBEKKA
Å, «Blinkfyret».
KROLL
REBEKKA
Går da dette Dem så nær til hjerte, rektor?
REBEKKA
Å aldeles ikke.
KROLL
ROSMER
rejser sig
Hvad siger du! Hjemme hos dig –?
REBEKKA
går hen til rektoren
Men kære, hvad er der da hændt?
KROLL
ROSMER
Det havde jeg da aldrig drømt om, – at hos dig, – i dit hus –
KROLL
HIS: 344
REBEKKA
Hvorledes tar Deres hustru dette her?
KROLL
Ja se, det er nu det utroligste af alt sammen. Hun, som alle sine dage – både i stort og i småt – har delt mine meninger og billiget alle mine anskuelser, hun er sandelig ikke fri for at hælde over til børnenes side i mange stykker. Og så gir hun mig skylden, for hvad der er sket. Hun siger, at jeg virker kuende på de unge. Ret som om ikke det var nødvendigt at –. Nå, således har jeg ufreden gående hjemme. Men jeg taler naturligvis så lidet om det, som muligt. Sligt bør jo helst dysses ned. (driver opover gulvet)
Å ja, ja, ja.
billiget alle mine anskuelser, hun er sandelig ikke fri for at hælde over til børnenes side i mange stykker. Og så gir hun mig skylden, for hvad der er sket. Hun siger, at jeg virker kuende på de unge. Ret som om ikke det var nødvendigt at –. Nå, således har jeg ufreden gående hjemme. Men jeg taler naturligvis så lidet om det, som muligt. Sligt bør jo helst dysses ned. (driver opover gulvet)
Å ja, ja, ja.Han stiller sig med hænderne på ryggen ved vinduet og ser ud.
ROSMER
ligeså
Ikke i aften.
Hun går hen og steller med lampen.
KROLL
kommer fremover gulvet
Ja, min kære Rosmer, nu ved du altså, hvorledes tidsånden har kastet sine skygger både ind i mit husliv og over min embedsgerning.
tidsånden har kastet sine skygger både ind i mit husliv og over min embedsgerning.HIS: 345
Og denne fordærvelige, nedbrydende og opløsende tidsånd skulde jeg ikke bekæmpe med alle de våben, jeg kan overkomme? Jo, du, det agter jeg rigtignok at gøre. Og det både i skrift og i tale.
ROSMER
Har du nu også håb om, at du kan udrette noget på den måde?
KROLL
ROSMER
Men kære, hvad mener du –? Hvad skal jeg –?
REBEKKA
Men rektor Kroll, De kender jo herr Rosmers ulyst til sligt noget.
KROLL
Den ulyst får han se at overvinde nu. – Du følger ikke nok med, Rosmer. Du sidder her og murer dig inde med dine historiske samlinger. Gud bevares, – al respekt for stamtavler og hvad dertil hører. Men tiden er ikke for den slags sysler – desværre. Du gør dig ingen forestilling om, hvorledes tilstanden er ude omkring i landet. Der er vendt op og ned på, snart sagt,
HIS: 346
hvert eneste begreb. Det vil bli et kæmpearbejde at få alle de vildfarelser ryddet ud igen.
REBEKKA
Og så tror jeg nok, at herr Rosmer er kommet til at se på tingene i livet med åbnere øjne end før.
KROLL
ROSMER
Kære, du ved jo, hvor liden forstand jeg har på politik. Men jeg synes rigtignok, at der i de senere år er kommet ligesom noget mere selvstændighed ind i de enkeltes tænkning.
KROLL
HIS: 347
REBEKKA
Ja, Mortensgård har stor magt over mange her omkring.
Ja, tænke sig til! En mand med en så tilsmudset fortid. Et menneske, som for usædeligt forhold er dømt fra sin lærerbestilling –! Slig en gir sig til at agere folkeleder! Og det går! Det går virkelig! Nu vil han udvide sit blad, hører jeg. Jeg ved fra sikker kilde, at han søger efter en habil medarbejder.
lærerbestilling –! Slig en gir sig til at agere folkeleder! Og det går! Det går virkelig! Nu vil han udvide sit blad, hører jeg. Jeg ved fra sikker kilde, at han søger efter en habil medarbejder.
REBEKKA
Det er underligt, synes jeg, at ikke De og Deres venner stiller noget op imod ham.
KROLL
Det er netop det, vi vil gøre nu. Idag har vi købt «Amtstidenden». Pengespørsmålet frembød ingen vanskeligheder. Men – (vender sig til Rosmer) Ja, nu er jeg inde på mit egentlige ærinde til dig. Det er ledelsen, det kniber med, ser du. – Sig mig, Rosmer, – skulde ikke du for den gode sags skyld føle dig opfordret til at overta’ den?
HU: 357
– den journalistiske ledelse, som det kniber med, ser du. – Sig mig, Rosmer, – skulde ikke du for den gode sags skyld føle dig opfordret til at overta’ den?
ROSMER
næsten forskrækket
Jeg!
REBEKKA
Nej, men hvor kan De da tænke Dem sligt!
HIS: 348
ROSMER
Nej, nej, kære ven, dette her må du ikke be’ mig om.
KROLL
Jeg selv skulde så inderlig gerne forsøge mig i den retning også. Men det vilde bli’ aldeles uoverkommeligt for mig. Jeg er allerede i forvejen så bebyrdet med en utallighed af gøremål –. Du derimod, som nu ikke længer trykkes af nogen embedsgerning. – Vi andre vil naturligvis hjælpe dig så godt vi formår.
ROSMER
Jeg kan ikke, Kroll. Jeg duer ikke til det.
ROSMER
Jeg havde ret. Derfor gik jeg også min vej.
ROSMER
Kære Kroll, – nu siger jeg dig én gang for alle, – jeg gør det ikke.
KROLL
Nå, så låner du os da vel dit navn i alle fald.
ROSMER
Mit navn?
HIS: 349
KROLL
Ja, allerede navnet Johannes Rosmer vil være en vinding for bladet. Vi andre går jo og gælder for udprægede partimænd. Jeg selv skal endog være udskreget som en arg fanatiker, hører jeg. Derfor kan ikke vi regne på, under eget navn, at skaffe bladet synderlig indgang hos de vildledte masser. Du derimod, – du har altid holdt dig udenfor striden. Dit milde uantastelige hæderlighed er kendt og skattet af alle her omkring. Og så den agtelse og respekt, som din tidligere prestelige stilling omgir dig med. Og så endelig familjenavnets ærværdighed, du!
udskreget som en arg fanatiker, hører jeg. Derfor kan ikke vi regne på, under eget navn, at skaffe bladet synderlig indgang hos de vildledte masser. Du derimod, – du har altid holdt dig udenfor striden. Dit milde HU: 358
redelige sindelag, – dit fine tænkesæt, – din uantastelige hæderlighed er kendt og skattet af alle her omkring. Og så den agtelse og respekt, som din tidligere prestelige stilling omgir dig med. Og så endelig familjenavnets ærværdighed, du!
KROLL
peger mod portrætterne
Rosmerne til Rosmersholm, – prester og officerer. Højt betroede embedsmænd. Korrekte hædersmænd alle sammen, – en æt, som nu snart i et par hundrede år har siddet her som den første i distriktet. (lægger hånden på hans skulder) Rosmer, – du skylder dig selv og din slægts traditioner at være med og værne om alt det, som hidtil har været godkendt i vort samfund. (vender sig) Ja, hvad siger De, frøken West?
REBEKKA
med en let, stille latter
Kære rektor, – for mig er dette her så usigelig latterligt at høre på.
KROLL
Hvad for noget! Latterligt?
HIS: 350
REBEKKA
Ja, for nu vil jeg sige Dem rent ud –
ROSMER
hurtigt
Nej, nej, – lad være! Ikke nu!
Madam Helseth kommer i døren til højre.
ROSMER
lettet
Ah så. Ja, bed ham værs’god komme ind.
MADAM HELSETH
Her ind i stuen?
ROSMER
Ja vel.
MADAM HELSETH
Men han ser nok ikke slig ud, at en kan slippe ham ind i stuen.
REBEKKA
Hvorledes ser han da ud, madam Helseth?
MADAM HELSETH
Å det er nok ikke videre, det, frøken.
HIS: 351
ROSMER
Sa’ han ikke, hvad han heder?
ROSMER
Jeg kender ingen af det navn.
MADAM HELSETH
Ja, Hetman var det.
KROLL
Det navn har jeg visst hørt før –
REBEKKA
Det var jo det navn, som han brugte at skrive under, han, denne underlige –
ROSMER
til Kroll
Det er Ulrik Brendels forfatternavn, du.
HIS: 352
REBEKKA
Så han er i live endnu.
ROSMER
Bed ham komme ind, madam Helseth.
MADAM HELSETH
Jaja.
Hun går.
KROLL
Vil du virkelig tåle det menneske i din stue?
ROSMER
Å du ved jo, at han var min lærer en tid.
KROLL
HIS: 353
KROLL
Tak du ham i hans grav for det, min kære Rosmer. Nå!
udtæret men rask og rørig skikkelse med gråt hår og skæg. For resten klædt som en almindelig landstryger. Tyndslidt frakke; dårligt skotøj; skjorte ses ikke. Gamle sorte handsker påtrukne; en blød smudsig hat sammenklappet under armen og en spadsérstok i hånden.
1.utg: 32
Madam Helseth åbner døren til højre for Ulrik Brendel, går igen og lukker efter ham. Han er en stadselig, noget udtæret men rask og rørig skikkelse med gråt hår og skæg. For resten klædt som en almindelig landstryger. Tyndslidt frakke; dårligt skotøj; skjorte ses ikke. Gamle sorte handsker påtrukne; en blød smudsig hat sammenklappet under armen og en spadsérstok i hånden.
ULRIK BRENDEL
først usikker, går så raskt hen til rektoren og byder hånden frem
God aften, Johannes!
BRENDEL
Havde du ventet, at du skulde få se mig igen? Og det indenfor disse forhadte mure?
KROLL
Undskyld –. (peger) Dér –
ROSMER
rækker ham hånden
Min gamle lærer.
HIS: 354
BRENDEL
ROSMER
Frøken West.
ROSMER
Rektor Kroll.
BRENDEL
Kroll? Kroll? Bi lidt. Har De studeret filologi i Deres unge dage?
KROLL
Ja selvfølgelig.
KROLL
Undskyld –
HIS: 355
BRENDEL
Var ikke du –
KROLL
Det kan gerne være. Men jeg protesterer imod ethvert nærmere bekendtskab.
BRENDEL
REBEKKA
De agter Dem vel indover til byen, herr Brendel?
ROSMER
Å men kære herr Brendel, må da ikke jeg få lov til at hjælpe Dem med noget? På en eller anden måde, mener jeg –
HIS: 356
ROSMER
BRENDEL
Lad mig om det, min gut. Tærningerne er kastede. Således, som jeg her står for dig, er jeg ude på en omfattende rejse. Mere omfattende, end alle mine tidligere strejftog tilsammen. (til rektor Kroll) Turde jeg spørge herr professoren – unter uns –, findes der et nogenlunde anstændigt, respektabelt og rummeligt forsamlingslokale i Deres agtede by?
Tærningerne er kastede. Således, som jeg her står for dig, er jeg ude på en omfattende rejse. Mere omfattende, end alle mine tidligere strejftog tilsammen. (til rektor Kroll) Turde jeg spørge herr professoren – unter uns –, findes der et nogenlunde anstændigt, respektabelt og rummeligt forsamlingslokale i Deres agtede by?
ROSMER
Hvorfor skal De nu just tro, han er en idiot?
HIS: 357
KROLL
Det svar havde jeg ikke ventet.
BRENDEL
BRENDEL
ROSMER
Hvorledes –?
BRENDEL
KROLL
Vil De også –?
BRENDEL
til dem alle
Besidder almenheden her noget nøjere kendskab til mine spredte skrifter?
HIS: 358
KROLL
Nej, jeg må oprigtig tilstå, at –
REBEKKA
Jeg har læst adskilligt. For min plejefar ejed dem.
REBEKKA
Så?
Hvad De har læst, ja. Mine betydningsfulde værker kender hverken mand eller kvinde. Ingen – uden jeg selv.
REBEKKA
Hvorledes går det til?
BRENDEL
Fordi de ikke er skrevne.
ROSMER
Men kære herr Brendel –
BRENDEL
Du ved, min Johannes, at jeg er et stykke af en sybarit. En Feinschmecker. Har været så alle mine dage. Jeg holder af at nyde i ensomhed. Thi da nyder jeg dobbelt. Tifold dobbelt. Ser du, – når gyldne drømme daled ned over mig, – omtåged mig, – når nye, svimlende, vidtrækkende tanker fødtes i mig, omvifted mig med bærende vinger, – da formed jeg det ud i digt, i syner, i billeder. Sådan i de store omrids, forstår du.
sybarit. En Feinschmecker. Har været så alle mine dage. Jeg holder af at nyde i ensomhed. Thi da nyder jeg dobbelt. Tifold dobbelt. Ser du, – når gyldne drømme daled ned over mig, – omtåged mig, – når nye, svimlende, vidtrækkende tanker fødtes i mig, HIS: 359
– omvifted mig med bærende vinger, – da formed jeg det ud i digt, i syner, i billeder. Sådan i de store omrids, forstår du.
BRENDEL
Å, hvorledes jeg har nydt og svælget i mine dage, du! Udformningens gådefulde salighed, – laurbærkronen, – alt har jeg indkasseret med fulde, glædeskælvende hænder. Mættet mig i mine lønlige forestillinger med en fryd, – å, så svimlende stor –!
svælget i mine dage, du! Udformningens gådefulde salighed, – 1.utg: 39
sådan i de store omrids, som sagt, – bifaldet, takken, berømmelsen, laurbærkronen, – alt har jeg indkasseret med fulde, glædeskælvende hænder. Mættet mig i mine lønlige forestillinger med en fryd, – å, så svimlende stor –!
KROLL
Hm –.
ROSMER
Men aldrig skrevet det ned?
BRENDEL
Ikke et ord. Dette platte skriverhåndværk har altid vakt en kvalmende ulyst i mig. Og hvorfor skulde jeg også profanere mine egne idealer, når jeg kunde nyde dem i renhed og for mig selv? Men nu skal de offres. Sandelig, – jeg er tilmode ved det, som en mor, der lægger unge døtre i ægtemænds arme. Men jeg offrer dem alligevel, – offrer dem på frigørelsens alter. En række af vel udformede foredrag – hele landet over –!
platte skriverhåndværk har altid vakt en kvalmende ulyst i mig. Og hvorfor skulde jeg også profanere mine egne idealer, når jeg kunde nyde dem i renhed og for mig selv? Men nu skal de offres. Sandelig, – jeg er tilmode ved det, som en mor, der lægger unge døtre i ægtemænds arme. Men jeg offrer dem alligevel, – offrer dem på frigørelsens alter. En række af vel udformede foredrag – hele landet over –!
REBEKKA
livfuldt
Dette er stort af Dem, herr Brendel! De gir det dyreste, De ejer.
HIS: 360
ROSMER
Det eneste.
ROSMER
gengælder blikket
Hvem ved?
BRENDEL
KROLL
Ja, til tjeneste. Jeg er selv formand.
BRENDEL
Kunde jeg ikke se det på Dem! Nå, da er det ikke umuligt, at jeg kommer hjem til Dem og skriver mig ind for en uges tid.
BRENDEL
HIS: 361
REBEKKA
BRENDEL
Hvad slags varmt, min nådige?
REBEKKA
En kop té eller –
BRENDEL
Jeg takker husets rundhåndede værtinde. Men jeg lægger ikke gerne beslag på den private gæstfrihed. (hilser med hånden) Lev vel, mine herskaber! (går mod døren men vender om) Å, det er s’gu sandt –. Johannes, – pastor Rosmer, – vil du gøre din fordums lærer en tjeneste for mangeårigt venskabs skyld?
rundhåndede værtinde. Men jeg lægger ikke gerne beslag på den private gæstfrihed. (hilser med hånden) Lev vel, mine herskaber! (går mod døren men vender om) Å, det er s’gu sandt –. Johannes, – pastor Rosmer, – vil du gøre din fordums lærer en tjeneste for mangeårigt venskabs skyld?
ROSMER
Ja så inderlig gerne.
ROSMER
Ikke andet end det!
ROSMER
Ja vel. Men er der så ikke noget andet?
HIS: 362
BRENDEL
Jo, ved du hvad, – du kunde kanske undvære en ældre, benyttet sommerfrakke?
ROSMER
Ja, ja, det kan jeg så visst.
ROSMER
Det skal der nok bli’ råd for. Så snart vi får vide adressen, skal vi sende sagerne ind.
BRENDEL
På ingen måde. Ikke nogen ulejlighed for min skyld! Jeg tar de bagateller med.
ROSMER
Godt, godt. Vil De så følge med mig ovenpå.
REBEKKA
Å hvad! Kom De bare, herr Brendel.
Hun går ud til højre.
HIS: 363
ROSMER
holder ham tilbage
Sig mig, – er der ikke ellers noget, jeg kunde tjene Dem med?
BRENDEL
BRENDEL
Han går til højre, hvor Rosmer tar afsked og lukker døren efter ham.
KROLL
Forbarmende gud, – det var altså den Ulrik Brendel, som folk engang trode, der skulde bli noget stort af i verden.
Han har i alle fald havt mod til at leve livet efter sit eget hode. Jeg synes ikke det er så lidet endda.
KROLL
HIS: 364
ROSMER
KROLL
Gid det var så vel, kære Rosmer. For du er så svært modtagelig for indtryk udenfra.
ROSMER
Lad os sætte os. Og så vil jeg tale med dig.
KROLL
Ja lad os.
De sætter sig i sofaen.
KROLL
Jo, nu er her ble’t godt og hyggeligt – og fredsomt. Ja, du har fåt dig et hjem, du, Rosmer. Og jeg har mistet mit.
KROLL
Aldrig. Aldrig. Brodden vil bli siddende i. Det kan aldrig bli som før.
HIS: 365
ROSMER
ROSMER
Fordi du lægger en så afgørende vægt på enighed i meninger og synsmåder.
KROLL
Nå ja; men vi to er da så omtrent enige. I de store kernespørsmål i alle fald.
ROSMER
sagte
Nej. Ikke nu længer.
KROLL
vil springe op
Hvad er dette her!
KROLL
Hvad er det for noget? Jeg forstår dig ikke. Tal da rent ud!
ROSMER
Der er kommet en ny sommer i mit sind. Et nyt ungdomssyn. Og derfor så står jeg nu der –
HIS: 366
KROLL
Hvor, – hvor står du?
ROSMER
Der, hvor dine børn står.
KROLL
Du? Du! Det er da vel umuligt! Hvor står du, siger du?
ROSMER
På samme side som Laurits og Hilda.
KROLL
sænker hodet
Frafalden. Johannes Rosmer frafalden.
ROSMER
KROLL
ROSMER
Det er frigørelsens værk, jeg vil være med på.
KROLL
Ja, jeg ved det nok. Således kaldes det både af forførerne og af de vildledte. Men synes du da, at der er nogen frigørelse
HIS: 367
at vente af den ånd, som nu holder på at forgifte hele vort samfundsliv?
ROSMER
KROLL
ROSMER
Just derfor stiller jeg folkedømmets sande opgave.
KROLL
Hvilken opgave?
KROLL
Alle mennesker –!
ROSMER
Så mange som muligt i alle fald.
HIS: 368
KROLL
Ved hvilke midler?
KROLL
Du er en drømmer, Rosmer. Vil du frigøre dem? Vil du luttre dem?
ROSMER
Ja.
ROSMER
Ja, netop ved egen kraft. Der findes ikke nogen anden.
KROLL
rejser sig
Er dette at tale, som det sømmer sig en prest?
ROSMER
Jeg er ingen prest længer.
HIS: 369
KROLL
Ja, men – din barnetro da –?
ROSMER
Den har jeg ikke mere.
KROLL
Du har ikke –!
ROSMER
rejser sig
Jeg har opgi’t den. Jeg måtte opgi’ den, Kroll.
Ja så. – Ja, ja, ja. Det ene følger vel med det andet. – Var det kanske derfor, at du trådte ud af kirkens tjeneste?
ROSMER
KROLL
ROSMER
Fordi jeg syntes, det var en sag, som kun vedkom mig selv. Og så vilde jeg da ikke volde dig og de andre vennerne nogen unødig sorg. Jeg tænkte, jeg kunde bli’ ved at leve her som hidtil, stille og glad og lykkelig. Jeg vilde læse og fordybe mig i alle de værker, som før havde været
HIS: 370
lukkede bøger for mig. Rigtig inderlig leve mig ind i den store sandhedens og frihedens verden, som nu er ble’t mig åbenbaret.Frafalden. Hvert ord vidner om det. Men hvorfor bekender du så dette dit lønlige frafald alligevel? Og hvorfor just netop nu?
ROSMER
Det har du selv tvunget mig til, Kroll.
KROLL
Jeg? Har jeg tvunget dig –!
ROSMER
Da jeg fik høre om din voldsomme færd ved møderne, – da jeg læste om al den ukærlige tale, du der førte, – alle dine hadefulde udfald mod dem, som står på den anden side, – din hånende fordømmelsesdom over modstanderne –. Å, Kroll, – at du, du, kunde bli’ sådan! Da stod pligten uafviselig for mig. Menneskene blir onde under den strid, som nu pågår. Her må komme fred og glæde og forsoning ind i sindene. Derfor er det, jeg nu træder frem og bekender mig åbent, som den jeg er. Og så vil jeg prøve mine kræfter, jeg også. Kunde ikke du – fra din side – være med på dette, Kroll?
KROLL
Aldrig i dette liv slutter jeg forlig med de nedbrydende kræfter i samfundet.
Så lad os da i det mindste kæmpe med adelige våben, – siden vi endelig må det.
KROLL
ROSMER
Gælder det også mig?
KROLL
Du har selv brudt med mig, Rosmer.
ROSMER
Men er da dette et brud!
KROLL
Dette! Det er et brud med alle dem, som hidtil stod dig nær. Nu får du ta’ følgerne.
Rebekka West kommer ind fra højre og slår døren vidt op.
REBEKKA
Se så; nu er han på vejen til sin store offerfest. Og nu kan vi gå til bords. Vær så god, herr rektor.
KROLL
tar sin hat
God nat, frøken West. Her har jeg ikke mere at gøre.
HIS: 372
ROSMER
Nu ved han det.
KROLL
Vi slipper dig ikke ud af hænderne, Rosmer. Vi skal tvinge dig tilbage til os igen.
ROSMER
Did kommer jeg aldrig mere.
KROLL
Vi skal få se. Du er ikke den mand, der holder ud at stå ensom.
ROSMER
Jeg blir ikke så helt ensom endda. – Vi er to om at bære ensomheden her.
KROLL
Ah –! (en mistanke skyder op i ham) Dette også! Beates ord –!
ROSMER
Beate –?
ROSMER
Hvad? Hvilket?
KROLL
Ikke videre om det. Fy! Tilgiv mig. Farvel!
HIS: 373
Han går mod forstuedøren.
ROSMER
følger efter ham
Kroll! Således må det ikke være slut imellem os. Imorgen kommer jeg ind til dig.
KROLL
i forstuen, vender sig
Ikke med din fod i mit hus!
Han tar sin stok og går.
Rosmer står en stund i den åbne dør; derpå lukker han den og går hen til bordet.
ROSMER
Det gør ikke noget, Rebekka. Vi skal nok holde det ud. Vi to trofaste venner. Du og jeg.
REBEKKA
Hvad tror du, han mente, da han sa’: fy?
Kære, bryd dig ikke om det. Han trode ikke selv, hvad han mente. Men imorgen vil jeg ind til ham. God nat!
REBEKKA
Går du op så tidligt i aften også? Efter dette?
ROSMER
I aften som ellers. Jeg føler mig så lettet nu, da det er over. Du ser det, – jeg er ganske rolig, kære Rebekka. Tag du det også med ro. God nat!
Rosmer går ud gennem forstuedøren; man hører ham derpå opad en trappe.
Lidt efter kommer madam Helseth ind fra højre.
REBEKKA
De kan gerne ta’ af bordet igen, madam Helseth. For pastoren vil ikke ha’ noget, – og rektoren er gåt hjem.
REBEKKA
REBEKKA
Nå, nå, nå –
HIS: 375
MADAM HELSETH
sagtere
REBEKKA
Nej såmænd om jeg det tror. Men der er så mange slags hvide heste i denne verden, madam Helseth. – Ja, god nat da. Nu går jeg ind til mit.
Rebekka går med hækletøjet ud til højre.
MADAM HELSETH
skruer lampen ned, ryster på hodet, og mumler med sig selv
s. Annen akt
Johannes Rosmers arbejdsværelse. På væggen til venstre er indgangsdøren. I baggrunden en døråbning med fratrukket forhæng, som fører ind til soveværelset. Et vindu til højre, og foran samme skrivebordet, bedækket med bøger og papirer. Boghylder og skabe ved væggene. Tarvelige møbler. En gammeldags kanapé med bord foran til venstre.
forhæng, som fører ind til soveværelset. Et vindu til højre, og foran samme skrivebordet, bedækket med bøger og papirer. Boghylder og skabe ved væggene. Tarvelige møbler. En gammeldags kanapé med bord foran til venstre.Johannes Rosmer, i husfrakke, sidder i en højrygget stol ved skrivebordet. Han skærer op og blader i et hefteskrift og ser lidt i det hist og her.
husfrakke, sidder i en højrygget stol ved skrivebordet. Han skærer op og blader i et hefteskrift og ser lidt i det hist og her.Det banker på døren til venstre.
ROSMER
uden at vende sig
Kom kun ind.
REBEKKA
God morgen.
REBEKKA
Jeg vilde bare høre, om du har fåt sove godt?
Å, jeg har sovet så trygt og dejligt. Ingen drømme –. (vender sig) Og du?
REBEKKA
Jo tak. Så ud på morgenstunden –.
ROSMER
Jeg ved ikke, jeg på lang tid har følt mig så let om hjerte som nu. Å, det var rigtignok godt, at jeg fik sagt det.
REBEKKA
Ja, du skulde ikke ha’ tiet så længe, Rosmer.
ROSMER
Jeg begriber ikke selv, at jeg kunde være så fejg.
ROSMER
Å jo, jo, du, – når jeg ser til bunds i det, så var der noget fejghed med.
REBEKKA
HIS: 378
REBEKKA
ROSMER
Nå, så lad mig høre da.
REBEKKA
Igår aftes, da denne Ulrik Brendel skulde til at gå, – så gav jeg ham en to–tre linjer med til Mortensgård.
REBEKKA
Jeg skrev, at han vilde vise dig en god tjeneste, dersom han tog sig lidt af det ulykkelige menneske og hjalp ham med hvad han kunde.
ROSMER
Men tror du da ikke, det nu kunde være ganske bra’, om du kom i et godt forhold til ham igen?
ROSMER
Jeg? Til Mortensgård? Hvorfor det, mener du?
HIS: 379
REBEKKA
Jo, for egentlig tryg kan du jo ikke være nu, – siden der er kommet dette imellem dig og vennerne.
ROSMER
ser på hende og ryster på hodet
Har du virkelig kunnet tro, at Kroll eller nogen af de andre skulde ville ta’ hævn –? At de kunde være istand til at –?
REBEKKA
I den første hidsighed, kære –. Ingen kan vide det så sikkert. Jeg synes, – efter den måden, rektoren tog det på –
ROSMER
Å, du burde dog kende ham bedre end som så. Kroll er en hædersmand ud og ind. I eftermiddag går jeg ind til byen og taler med ham. Jeg vil tale med dem alle sammen. Å, du skal bare se, hvor let det går –
Madam Helseth kommer i døren til venstre.
ROSMER
rejser sig hurtigt
Kroll!
REBEKKA
Rektoren! Nej, tænk –!
HIS: 380
MADAM HELSETH
Han spør’, om han kan få komme op og snakke med pastoren.
ROSMER
til Rebekka
Hvad sa’ jeg! – Ja visst kan han så. (går til døren og råber ned af trappen) Kom du op, kære ven! Hjertelig velkommen skal du være!
Rosmer står og holder døren åben. – Madam Helseth går. – Rebekka trækker forhænget til foran døråbningen. Så ordner hun et og andet.
Rektor Kroll, med hat i hånden, kommer ind.
ROSMER
stille, bevæget
Jeg vidste nok, at det ikke blev sidste gang –
ROSMER
Ja ikke sandt, Kroll? Gør du ikke det? Nu, da du har fåt tænkt dig om –
KROLL
HIS: 381
REBEKKA
Nej, nej, herr Rosmer. Jeg går.
KROLL
ser nedad hende
REBEKKA
studser
Hvorledes det? Finder De, der er noget i vejen for, at jeg går her hjemme i morgenkjole?
KROLL
Bevares vel! Jeg ved jo slet ikke, hvad der er ble’t skik og brug på Rosmersholm.
Hun går ud til venstre.
Han sætter sig på kanapéen.
ROSMER
Ja, kære, lad os slå os fortroligt ned og tale sammen.
Han sætter sig i en stol lige over for rektoren.
HIS: 382
KROLL
Jeg har ikke fåt lukket et øje siden igår. Jeg har ligget og tænkt og tænkt hele natten.
ROSMER
Og hvad siger du så idag?
KROLL
Det blir langt, Rosmer. Lad mig få begynde med en slags indledning. Jeg kan fortælle dig lidt om Ulrik Brendel.
ROSMER
Har han været hos dig?
ROSMER
Så er han vel uforbederlig alligevel.
KROLL
ROSMER
Af dig selv kanske?
KROLL
Nej. Af denne noble herr Mortensgård.
HIS: 383
ROSMER
Ja så.
ROSMER
Det var jo ret heldigt for ham –.
ROSMER
Kære, hvad er da det?
KROLL
Det er det, at der nok her i huset drives et og andet spil bag din ryg.
KROLL
Ja netop. Jeg kan så godt forstå det fra hendes side. Hun har jo nu så længe været vant til at være den rådende her. Men alligevel –
HIS: 384
ROSMER
KROLL
Har hun også tilståt for dig, at hun er trådt i brevveksling med redaktøren af «Blinkfyret»?
KROLL
ROSMER
Kære, den side af sagen har hun visst ikke tænkt på engang. Og for resten så har hun naturligvis sin fulde handlefrihed, ligesom jeg har min.
KROLL
Så? Ja, det hører vel til den nye retning, du nu er kommen ind på. For der, hvor du står, der står vel frøken West også?
ROSMER
Det gør hun. Vi to har trolig arbejdet os frem sammen.
HIS: 385
ROSMER
Jeg? Hvor kommer du på det?
ROSMER
Det spørsmål behøver jeg vel ikke at svare på.
KROLL
ROSMER
Forhør?
KROLL
Ja, at jeg spør dig ud om et og andet, som det kan falde dig pinligt at mindes om. Ser du, – dette med dit frafald, – nå, med din frigørelse, som du jo kalder det, – det hænger sammen med så meget andet, som du for din egen skyld må gøre mig rede for.
ROSMER
Kære, spørg du, om hvad du vil. Jeg har ingenting at lægge skjul på.
Så sig mig da, – hvad tror du egentlig var den dybeste grund til, at Beate gik hen og endte sit liv?
HIS: 386
ROSMER
KROLL
Er du viss på, at Beate var så aldeles utilregnelig? Lægerne mente i alle fald, at det kanske ikke var så ganske afgjort.
ROSMER
Hvis lægerne nogensinde havde set hende således, som jeg så mangen gang har set hende både nætter og dage, da vilde de ikke ha’ tvilet.
KROLL
Jeg tvilte heller ikke dengang.
ROSMER
ROSMER
ROSMER
Jeg husker, at frøken West lånte mig et sådant værk. For hun arved jo doktorens bogsamling, som du ved. Men kære Kroll, du tror da vel aldrig, vi var så uforsigtige at indvie den stakkers syge i slige ting? Jeg kan forsikkre dig højt og dyrt, vi har ingen skyld. Det var hendes egne forstyrrede hjernenerver, som jog hende ind på de vildsomme afveje.
stakkers syge i slige ting? Jeg kan forsikkre dig højt og dyrt, vi har ingen skyld. Det var hendes egne forstyrrede hjernenerver, som jog hende ind på de vildsomme afveje.
KROLL
ROSMER
er faret halvt op fra stolen
Hvad vil du sige med det?
KROLL
Nu skal du høre rolig på mig, Rosmer. For nu kan jeg tale om det. I sit sidste leveår var hun to gange inde hos mig for at klage sin angst og sin fortvilelse.
ROSMER
Over dette samme?
KROLL
Nej. Den første gang kom hun ind og påstod, at du var på frafaldets vej. At du vilde bryde med dine fædres tro.
HIS: 388
ROSMER
ivrig
Det, du der siger, er umuligt, Kroll! Rent umuligt! Du må ta’ fejl i dette her.
KROLL
Hvorfor det?
ROSMER
Jo, for så længe Beate leved, gik jeg endnu i tvil og kamp med mig selv. Og den kamp udkæmped jeg ensom og i den fuldeste stilhed. Jeg tror ikke en gang, at Rebekka –
KROLL
Jeg har lagt mærke til det.
Derfor er det mig så ubegribeligt, hvorledes Beate kunde komme ind på den tanke. Og hvorfor talte hun ikke til mig selv om det? Og det har hun aldrig gjort. Aldrig med et eneste ord.
KROLL
Stakker, – hun bad og trygled om, at jeg skulde tale til dig.
ROSMER
Og hvorfor gjorde du så ikke det?
HIS: 389
KROLL
Kunde jeg dengang et øjeblik tvile på, at hun var sindsforvirret? En slig anklage imod en mand som du! – Og så kom hun igen, – vel en måneds tid bagefter. Da var hun roligere at se til. Men da hun gik, sa’ hun: Nu kan de snart vente den hvide hesten på Rosmersholm.
KROLL
Og da jeg så prøvte at få hende bort fra de triste tanker, så svarte hun bare: Jeg har ikke lang tid igen. For nu må Johannes straks gifte sig med Rebekka.
ROSMER
næsten målløs
Hvad er det, du siger –! Jeg gifte mig med –!
KROLL
ROSMER
Og du, som ikke varsled os –!
KROLL
Du ved jo selv, hvor ofte hun lod ord falde om, at nu måtte hun visst snart dø.
ROSMER
Det ved jeg nok. Men alligevel; – du skulde varslet os!
HIS: 390
KROLL
Det tænkte jeg også på. Men da var det for sent.
KROLL
ROSMER
stirrer frem for sig
Ja, det forstår jeg ikke. Det er mig det ubegribeligste af alt i verden.
KROLL
Ubegribelig eller ikke, – det er nu engang så. Og nu spør’ jeg dig, Rosmer, – hvor megen sandhed ligger der i hendes anden beskyldning? I den sidste, mener jeg.
ROSMER
Beskyldning? Var da det en beskyldning?
Du la’ kanske ikke mærke til, hvorledes ordene faldt. Hun vilde gå bort, sa’ hun –. Hvorfor? Nå?
ROSMER
Jo, for at jeg kunde gifte mig med Rebekka –.
KROLL
ROSMER
ser en stund på ham; så rejser han sig
Nu forstår jeg dig, Kroll.
KROLL
Og så? Hvad svar har du?
ROSMER
altid stille, behersket
På noget så uhørt –? Det eneste rette svar vilde være at pege mod døren.
KROLL
rejser sig
Godt og vel.
ROSMER
stiller sig foran ham
HIS: 392
KROLL
Jeg vidste ikke før igår aftes, at det var en frafalden mand og en – frigjort kvinde, som førte dette samliv.
ROSMER
KROLL
ROSMER
Og hvad –?
Og det skammer du dig ikke for at sige til mig! Du, som har kendt mig lige fra min tidligste ungdom af.
HIS: 393
KROLL
Just derfor. Jeg ved, hvor let du lar dig påvirke af de mennesker, du omgås med. Og denne din Rebekka –. Nå, denne frøken West, – hende kender vi jo egentlig ikke videre til. Kort og godt, Rosmer, – jeg opgir dig ikke. Og du selv, – du må søge at redde dig i tide.
ROSMER
Redde mig? Hvorledes –?
Madam Helseth kikker ind gennem døren til venstre.
ROSMER
Hvad vil De?
MADAM HELSETH
Jeg skulde be’ frøkenen komme ned.
ROSMER
Frøkenen er ikke her oppe.
Hun går.
ROSMER
Du sa’ –?
KROLL
Hør nu. Hvad der her er gåt for sig i løndom, mens Beate leved, – og hvad der fremdeles går for sig her, – det vil jeg ikke
HIS: 394
forske nøjere efter. Du var jo dybt ulykkelig i dit ægteskab. Og det får vel på en måde tale til din undskyldning –
ROSMER
Å, hvor lidet du i grunden kender mig –!
Afbryd mig ikke. Det er det, jeg vil sige, – at skal endelig dette samliv med frøken West fortsættes, så er det aldeles nødvendigt, at du dysser ned det omslag, – det sørgelige frafald, – som hun har forledet dig til. Lad mig tale! Lad mig tale! Jeg siger, at når galt skal være, så tænk og mén og tro, i herrens navn, alt hvad du vil – både i den ene retning og i den anden. Men behold bare dine meninger for dig selv. Dette her er jo en rent personlig sag. Der er da ingen nødvendighed for, at sligt noget råbes ud over hele landet.
KROLL
Men du har en pligt imod din slægts traditioner, Rosmer! Husk på det! Rosmersholm har siden umindelige tider været som et arnested for tugt og orden, – for respektfuld agtelse lige over for alt det, der er hævdet og godkendt af de bedste i samfundet. Hele egnen har ta’t sit præg fra Rosmersholm. Det vil fremkalde en usalig, en ubodelig forvirring, dersom det rygtes, at du selv har brudt med, hvad jeg vil kalde den rosmerske familjetanke.
arnested for tugt og orden, – for respektfuld agtelse lige over for alt det, der er hævdet og godkendt af de bedste i samfundet. Hele egnen har ta’t sit præg fra Rosmersholm. Det vil fremkalde en usalig, en ubodelig forvirring, dersom det rygtes, at du selv har brudt med, hvad jeg vil kalde den rosmerske familjetanke.
HIS: 395
ROSMER
Kære Kroll, – jeg kan ikke se sagen så. Jeg synes, det er en uafviselig pligt for mig at tænde lidt lys og glæde her, hvor slægten Rosmer har skabt mørke og tyngsel gennem alle de lange, lange tider.
KROLL
ser strængt på ham
Jo, det vilde være en værdig gerning for den mand, med hvem slægten dør ud. Lad sligt ligge, du. Det er ikke passeligt arbejde for dig. Du er skabt til at leve som den stille forsker.
KROLL
Den livsstrid, – ved du, hvad den blir for dig? Den blir en kamp på liv og død med alle dine venner.
KROLL
Madam Helseth glytter på døren til venstre.
MADAM HELSETH
Jeg skulde spørge fra frøkenen –
ROSMER
Hvad er det?
HIS: 396
MADAM HELSETH
Der er en nede, som gerne vilde snakke et ord med pastoren.
ROSMER
Er det kanske ham, som var her igår aftes?
ROSMER
Mortensgård!
KROLL
Aha! Så vidt er vi altså! Så vidt allerede!
ROSMER
Hvad vil han mig? Hvorfor lod De ham ikke gå igen?
ROSMER
Sig ham, at her er nogen –
KROLL
til madam Helseth
Lad De ham bare komme, madam.
Madam Helseth går.
HIS: 397
ROSMER
ROSMER
Å, Kroll, – hvor dybt, – hvor lavt nede du står nu!
KROLL
Jeg? Og det siger en sådan en, som du er! Husk på Beate!
ROSMER
Kommer du igen tilbage til det!
Nej. Møllefossens gåde får du se at løse efter din samvittighed, – hvis du endnu har noget af den slags i behold.
Peder Mortensgård kommer sagte og stille ind gennem døren til venstre. Han er en liden spinkel mand med tyndt rødligt hår og skæg.
KROLL
med et hadefuldt øjekast
Nå, «Blinkfyret» altså –. Tændt på Rosmersholm. (knapper sin frakke) Ja, så kan jeg ikke være i tvil om, hvad kurs jeg skal styre.
HIS: 398
KROLL
MORTENSGÅRD
Rektoren behøver ikke at undervise mig om budene.
ROSMER
Kroll –!
MORTENSGÅRD
Behøves det, så er vel pastoren den nærmeste mand.
Han går og slår døren i efter sig.
ROSMER
blir ved at se mod døren og siger hen for sig
MORTENSGÅRD
Det var egentlig frøken West, jeg søgte. Jeg syntes, jeg måtte takke hende for det gode brev, jeg fik fra hende igår.
ROSMER
Jeg ved, hun har skrevet Dem til. Fik De så tale med hende?
HIS: 399
MORTENSGÅRD
Ja, lidt. (med et svagt smil) Jeg hører, synsmåderne har ændret sig i et og andet her ude på Rosmersholm.
MORTENSGÅRD
Hun sa’ det, frøkenen. Og derfor så mente hun, jeg skulde gå op og snakke lidt med pastoren om dette her.
ROSMER
Om hvad, herr Mortensgård?
ROSMER
Det må De gerne gøre. Jeg bér Dem endogså om at fortælle det.
MORTENSGÅRD
ROSMER
Jeg forstår Dem ikke rigtig.
HIS: 400
MORTENSGÅRD
ROSMER
noget forundret
De ved altså ikke –? Har ikke frøken West sagt Dem det også?
MORTENSGÅRD
Hvilket, herr pastor? Frøkenen havde nok svært hastværk. Hun sa’, jeg skulde gå ovenpå og få høre resten af Dem selv.
MORTENSGÅRD
ser fortumlet på ham
Nej, – om så månen faldt ende ned, kunde jeg ikke bli’ mere –! Selve pastoren siger sig løs –!
ROSMER
Ja, jeg står nu der, hvor De selv har ståt i lange tider. Det kan De altså meddele i «Blinkfyret» imorgen.
Det også? Nej, kære herr pastor –. Undskyld mig, – men den side af sagen er det ikke værdt at røre ved.
ROSMER
Ikke røre ved dette?
HIS: 401
MORTENSGÅRD
Ikke for det første, mener jeg.
ROSMER
Men jeg begriber ikke –.
Jo, for ser De, herr pastor –. De er nu vel ikke sådan inde i alle forholdene som jeg, kan jeg tænke. Men når De nu altså er gåt over til den frisindede retning, – og når De, – som frøken West sa’, – vil ta’ del i bevægelsen, – så gør De det vel med det ønske at være både retningen og bevægelsen så nyttig, som De på nogen måde være kan.
ROSMER
Ja, det vilde jeg så inderlig gerne.
MORTENSGÅRD
Nå; men da vil jeg bare la’ Dem vide det, herr pastor, at træder De åbenlyst frem med dette her om Deres frafald fra kirken, så binder De Deres egne hænder lige straks på timen.
ROSMER
Tror De det?
MORTENSGÅRD
Ja, De kan være viss på, der blir ikke stort for Dem at udrette her på disse kanter da. Og desuden, – fritænkere har vi nok af i forvejen, herr pastor. Jeg havde nær sagt, – vi har altfor mange af den slags folk. Det, som partiet trænger til, det er kristelige elementer, – rådeligst, at
1.utg: 88
noget, som alle må respektere. Det er det, som det skorter os så svært på. Derfor er det rådeligst, at HIS: 402
De holder tæt med alt sligt, som ikke kommer almenheden ved. Se, det er nu min mening.
MORTENSGÅRD
ryster på hodet
Jeg tør så nødig, herr pastor. I den senere tid har jeg gjort mig til regel, aldrig at støtte noget eller nogen, som vil de kirkelige ting til livs.
MORTENSGÅRD
Det får bli’ en sag for sig.
ROSMER
Nå, således altså. Ja, da forstår jeg Dem.
MORTENSGÅRD
Herr pastor, – De burde huske på, at jeg, – særlig jeg, – ikke har fuld handlefrihed.
ROSMER
Hvad binder Dem da?
ROSMER
Ah, – ja så.
HIS: 403
MORTENSGÅRD
En mærket mand, herr pastor. Det burde særlig De huske på. For det var da først og fremst Dem, som fik sat mærket på mig.
ROSMER
Havde jeg den gang ståt, hvor jeg nu står, så havde jeg ta’t på Deres forseelse med varsommere hænder.
MORTENSGÅRD
ROSMER
Jeg?
MORTENSGÅRD
ROSMER
Jeg føler mig usårlig på alle personlige områder, herr Mortensgård. Min vandel lar sig ikke angribe.
MORTENSGÅRD
med et lunt smil
Det var et stort ord, det, herr pastor.
HIS: 404
ROSMER
Kan gerne være. Men jeg har ret til at bruge så stort et ord.
ROSMER
De siger dette så besynderlig. Hvad er det for noget, De sigter til? Er det noget bestemt?
MORTENSGÅRD
ROSMER
Vil De så værs’god la’ mig høre, hvad det skulde være for noget.
ROSMER
Nej, aldeles ikke. Ikke på nogen måde.
MORTENSGÅRD
ROSMER
Frøken Wests brev, mener De? Er det så underligt?
HIS: 405
MORTENSGÅRD
Nej, det brevet er ikke underligt. Men jeg har en gang fåt et andet brev her fra gården.
ROSMER
Også fra frøken West?
MORTENSGÅRD
Nej, herr pastor.
ROSMER
Nå, fra hvem da? Fra hvem?
ROSMER
Fra min hustru! Har De fåt noget brev fra min hustru!
ROSMER
Når?
MORTENSGÅRD
Det var i salig fruens sidste levetid. Det kan nu vel være så en halvandet år siden. Og det brevet er det, som er så underligt.
ROSMER
De ved vel, at min hustru var syg på sindet i den tid.
HIS: 406
MORTENSGÅRD
ROSMER
Og hvad i al verden har min stakkers hustru fundet på at skrive til Dem om?
MORTENSGÅRD
Jeg har brevet hjemme. Hun begynder omtrent som så, at hun lever i stor skræk og gru. For der er her på disse kanter så mange onde mennesker, skriver hun. Og de mennesker tænker bare på at gøre Dem fortræd og skade.
MORTENSGÅRD
Ja, så siger hun. Og så kommer det underligste. Skal jeg nævne det, herr pastor?
ROSMER
Ja visst! Alt sammen. Uden forbehold.
MORTENSGÅRD
ROSMER
Hvorledes tænkte hun sig da, at De kunde ta’ hævn?
HIS: 407
MORTENSGÅRD
ROSMER
Står det i brevet!
MORTENSGÅRD
Pastoren kan selv få læse det ved lejlighed.
MORTENSGÅRD
Først, at pastoren skulde være falden ifra sin barnetro. Det nægted nu fruen ganske bestemt – dengang. Og dernæst – hm –
ROSMER
Dernæst?
MORTENSGÅRD
ROSMER
Nævnes ikke noget navn?
HIS: 408
MORTENSGÅRD
Nej.
ROSMER
Hvem bragte Dem det brev?
MORTENSGÅRD
Jeg har lovet, ikke at sige det. Det blev båret ind til mig en kveld i mørkningen.
Havde De spurgt Dem for straks, så havde De fåt vide, at min stakkers ulykkelige hustru ikke var fuldt tilregnelig.
MORTENSGÅRD
Jeg spurte også, herr pastor. Men jeg må sige, jeg fik ikke rigtig det indtryk.
ROSMER
Ikke det? – Men hvorfor oplyser De mig egentlig nu om dette gamle forvirrede brev?
ROSMER
I mit liv, mener De?
HIS: 409
ROSMER
De holder således fast ved, at her er noget at lægge dølgsmål på?
MORTENSGÅRD
Jeg ved ikke, hvorfor en frigjort mand skulde la’ være at leve livet så fuldt ud som muligt. på tvers med fordommene, så kan De være viss på, at hele den fri åndsretning får høre ilde for det. – Farvel, pastor Rosmer.
1.utg: 96
Men vær, som sagt, bare forsigtig efter denne dag. Skulde der rygtes et eller andet, som er på tvers med fordommene, så kan De være viss på, at hele den fri åndsretning får høre ilde for det. – Farvel, pastor Rosmer.
ROSMER
Farvel.
MORTENSGÅRD
Og så går jeg lige i trykkeriet og sætter ind den store nyheden i «Blinkfyret».
ROSMER
Sæt alt ind.
Han hilser og går. Rosmer blir stående i døren, mens han går ned af trappen. Man hører gadedøren lukkes.
ROSMER
i døren, kalder dæmpet
Rebekka! Re–. Hm. (højt) Madam Helseth, – er ikke frøken West dernede?
HIS: 410
MADAM HELSETH
høres nede i forstuen
Nej, herr pastor, her er hun ikke.
ROSMER
vender sig
Hvad! Var du inde i mit sovekammer! Kære, hvad har du gjort der?
REBEKKA
går hen til ham
Jeg har lyttet.
ROSMER
Nej men, Rebekka, hvor kunde du da det!
ROSMER
Ah, så du var også derinde da Kroll –?
HIS: 411
REBEKKA
Du havde knapt fortalt mig alt. Og visst ikke med hans egne ord.
REBEKKA
Det meste, tænker jeg. Jeg måtte ned en stund, da Mortensgård kom.
ROSMER
Og så op igen –
ROSMER
Gør du alt, hvad du selv finder ret og rigtigt. Du har jo din fulde frihed. – Men hvad siger du så, Rebekka –? Å, aldrig synes jeg, at jeg har trængt således til dig før.
REBEKKA
Både du og jeg har jo været forberedt på, hvad engang vilde komme.
REBEKKA
Ikke på dette?
HIS: 412
ROSMER
Jeg tænkte mig nok, at sent eller tidligt kunde vort skønne rene venneforhold bli’ tilskinsygt la’ et slør over vort forbund. Det var en farlig hemmelighed.
til1.utg: 99
stænket og mistænkeliggjort. Ikke af Kroll. Af ham havde jeg aldrig kunnet tænke mig sligt. Men af alle disse mange med de rå sind og med de uædle øjne. Å jo, du, – jeg havde nok god grund til det, når jeg så skinsygt la’ et slør over vort forbund. Det var en farlig hemmelighed.
REBEKKA
Å, hvad er det at bry’ sig om, hvad alle disse andre dømmer! Vi ved jo med os selv, at vi er uden skyld.
ROSMER
Jeg? Uden skyld? Ja, det trode jeg jo rigtignok – lige indtil idag. Men nu, – nu, Rebekka –
REBEKKA
Ja, hvad nu?
ROSMER
Hvorledes skal jeg forklare mig Beates forfærdelige anklage?
REBEKKA
i udbrud
Å, tal ikke om Beate! Tænk ikke på Beate mere! Nu var du jo kommet så godt bort fra hende, som er død.
HIS: 413
REBEKKA
Å nej, – du må ikke, Rosmer! Du må ikke!
ROSMER
REBEKKA
Du begynder da vel ikke selv at tvile på, at hun var så noget nær vanvittig?
ROSMER
Å jo, du, – det er just netop det, som jeg ikke kan være så ganske viss på længer. Og desuden, – om så var –
REBEKKA
Om så var? Ja, hvad da?
ROSMER
Jeg mener, – hvor skal vi så søge den nærmeste grund til, at hendes sygelige sind gik over i vanvid?
Å, hvad kan det da nytte, at du går her og fortaber dig i slige grublerier!
ROSMER
HIS: 414
REBEKKA
Å men det kan bli’ farligt – således bestandig at kredse om dette ene tunge.
ROSMER
går urolig og tankefuld omkring
REBEKKA
Ja men, kære, om nu også så var –!
ROSMER
Du skal se, – det har ikke undgåt hende, at vi læste de samme bøger. At vi søgte hinanden og talte sammen om alle de nye ting. Men jeg begriber det ikke! For jeg var da så omsorgsfuld for at skåne hende. Når jeg tænker tilbage, så synes jeg, jeg var som på mit
som på mit 1.utg: 102
liv for at holde hende udenfor alt vort. Eller var jeg ikke det, Rebekka?
REBEKKA
Jo, jo, det var du så visst.
ROSMER
Og du også. Og så alligevel –! Å, dette er forfærdeligt at tænke på! Så har hun altså gåt her, hun, – i sin syge kærlighed, – tiet og tiet, – passet på os, – lagt mærke til alt, og, – og mistydet alt.
REBEKKA
knuger sine hænder
Å, jeg skulde aldrig ha’ kommet til Rosmersholm.
HIS: 415
ROSMER
REBEKKA
ligesom opjaget
Til mig! Tror du, at jeg da var ble’t her en dag længer?
Han kaster sig ned i stolen ved skrivebordet, støtter albuerne på bordet og dækker ansigtet med hænderne.
REBEKKA
nærmer sig ham varsomt bag fra
Hør nu her, Rosmer. Om det stod i din magt at kalde Beate tilbage – til dig – til Rosmersholm, – vilde du så gøre det?
ROSMER
Å hvad ved jeg, hvad jeg vilde gøre eller ikke gøre. Jeg har ikke tanke for andet, end dette ene, – som er uigenkaldeligt.
REBEKKA
Nu skulde du begyndt at leve, Rosmer. Du var alt begyndt. Du havde gjort dig fuldt fri – til alle sider. Du følte dig så glad og så let –
HIS: 416
ROSMER
Å ja, du, – det gjorde jeg rigtignok. – Og så kommer dette knugende tunge.
Hvor dejligt det var, når vi sad der nede i stuen i mørkningen. Og vi så hjalp hinanden at lægge de nye livsplaner til rette. Du vilde gribe ind i det levende liv, – i dagens levende liv, – som du sa’. Du vilde gå som en frigørende gæst fra det ene hjem til det andet. Vinde sindene og viljerne for dig. Skabe adelsmennesker rundt omkring, – i videre og videre kredse. Adelsmennesker.
adelsmennesker rundt omkring, – i videre og videre kredse. Adelsmennesker.
ROSMER
Glade adelsmennesker.
REBEKKA
Ja – glade.
REBEKKA
Det er det, du må.
ROSMER
ser op på hende
Den stille, glade skyldfrihed.
REBEKKA
et skridt tilbage
Ja. Skyldfrihed.
Kort ophold.
ROSMER
med albuen på bordet, støtter hodet i hånden og ser frem for sig
Og således, som hun har forståt at kombinere. Så systematisk, som hun har sat det sammen. Først begynder hun at nære tvil om min rettroenhed –. Hvorledes kunde hun falde på det dengang? Men hun faldt på det. Og så vokste det til visshed. Og så, – ja, da var det jo for hende så let at holde alt det andet for tænkeligt. (retter sig op i stolen og farer med hænderne gennem håret) Å, alle disse vilde indbildninger! Jeg blir dem aldrig kvit. Jeg føler det så godt.
falde på det dengang? Men hun faldt på det. Og så vokste det til visshed. Og så, – ja, da var det jo for hende så let at holde alt det andet for tænkeligt. (retter sig op i stolen og farer med hænderne gennem håret) Å, alle disse vilde indbildninger! Jeg blir dem aldrig kvit. Jeg føler det så godt. 1.utg: 106
Jeg ved det. Ret som det er, vil de komme jagende frem og minde om den døde.
ROSMER
Ja slig. Susende frem i mørket. I stilheden.
HIS: 418
REBEKKA
Og for dette usalige hjernespinds skyld vil du slippe det levende liv, som du var begyndt at få tag i.
ROSMER
REBEKKA
bag stolen
Ved at skabe dig nye forhold.
ROSMER
studser, ser op
Nye forhold!
REBEKKA
Ja, nye forhold til verden udenfor. Leve, virke, handle. Ikke sidde her og gruble og ruge over uløselige gåder.
Nye forhold? (går henover gulvet, standser ved døren og kommer så tilbage) Et spørsmål falder mig ind. Har ikke du også gjort dig det spørsmål, Rebekka?
ROSMER
Hvorledes tror du vort forhold vil arte sig efter denne dag?
REBEKKA
Jeg tænker nok vort venskab kan holde ud, – hvad der så end kommer.
HIS: 419
ROSMER
REBEKKA
Ja, ja, – hvad det?
ROSMER
Jeg mener, at et sligt forhold, – som vort altså, – egner ikke det sig nærmest for en livsførelse i stille, lykkelig fred –?
ROSMER
Men nu åbner der sig for mig et liv med kamp og med uro og med stærke sindsstemninger. For jeg vil leve mit liv, Rebekka! Jeg lar mig ikke slå til jorden af uhyggelige muligheder. Jeg lar mig ikke foreskrive min livsgang, hverken af levende eller af – nogen anden.
REBEKKA
Nej, nej, – la’ dig ikke det! Vær helt ud en fri mand, Rosmer!
ROSMER
REBEKKA
Nu!
HIS: 420
ROSMER
Ved at stille op imod den en ny, en levende virkelighed.
REBEKKA
famler efter stolryggen
En levende –? Hvad er – dette?
ROSMER
REBEKKA
Jeg – i Beates sted –!
ROSMER
Så er hun ude af sagaen. Helt ude. For evig og altid.
REBEKKA
sagte og bævende
Tror du det, Rosmer?
ROSMER
ROSMER
REBEKKA
holder for ørerne som i skræk
Tal ikke så, Rosmer! Sig ikke noget sligt!
ROSMER
griber hende i armen
Jo, jo, – der er en spirende mulighed i vort forhold. Å, jeg kan se på dig, at du føler det samme. Gør du ikke det, Rebekka?
REBEKKA
atter fast og fattet
Hør nu her. Det siger jeg dig, – at blir du ved med dette, så rejser jeg fra Rosmersholm.
ROSMER
Rejse! Du! Det kan du ikke. Det er umuligt.
REBEKKA
Det er endda umuligere, at jeg kan bli’ din hustru. Aldrig i denne verden kan jeg bli’ det.
Du siger «kan». Og det siger du så underligt. Hvorfor kan du ikke?
REBEKKA
griber begge hans hænder
Kære ven, – både for din egen skyld og for min, – spørg ikke om hvorfor. (slipper ham) Se så, Rosmer.
HIS: 422
Hun går mod døren til venstre.
REBEKKA
vender sig og ser på ham
Så er det slut.
ROSMER
Mellem dig og mig?
REBEKKA
Ja.
ROSMER
Aldrig blir det slut mellem os to. Aldrig rejser du fra Rosmersholm.
REBEKKA
med hånden på dørklinken
REBEKKA
Jo, for så går jeg den vej, som Beate gik. Nu ved du det, Rosmer.
ROSMER
Rebekka –!
HIS: 423
REBEKKA
i døren, nikker langsomt
Nu ved du det.
Hun går.
ROSMER
stirrer som fortabt mod den lukkede dør og siger hen for sig
Hvad – er – dette?
s. Tredje akt
Dagligstuen på Rosmersholm. Vinduet og forstuedøren står åbne. Formiddagssolen skinner udenfor.
Rebekka West, klædt som i første akt, står ved vinduet og vander og steller med blomsterne. Hendes hækletøj ligger i lænestolen. Madam Helseth går omkring med en fjerkost i hånden og støver møblerne af.
REBEKKA
efter en tids taushed
Det er underligt, at pastoren blir så længe ovenpå idag.
MADAM HELSETH
Å, det gør han jo så tidt. Men nu kommer han vel snart ned, kan jeg tro.
REBEKKA
Har De set noget til ham?
MADAM HELSETH
MADAM HELSETH
Nej, han så slig ud. Og så undres jeg på, om der ikke er noget ivejen med ham og svogeren.
HIS: 425
REBEKKA
Hvad tror De, det skulde være?
MADAM HELSETH
REBEKKA
Det er vel muligt, det. – Kender De noget til denne Peder Mortensgård?
REBEKKA
Mener De, fordi han gir ud den stygge avisen?
Å, det er nu ikke bare for det. – Frøkenen har vel hørt, at han fik barn med en gift kone, som manden var rømt ifra?
MADAM HELSETH
HIS: 426
REBEKKA
REBEKKA
skotter lønligt hen på hende
Så?
MADAM HELSETH
ved sofaen, støver og fejer ivrigt
Der turde være de folk, som en mindst skulde tænke det om, frøken.
Ja, det er nu bare noget, som De tror, madam Helseth. For De kan jo ikke vide sligt noget så bestemt.
MADAM HELSETH
Så det mener frøkenen, jeg ikke kan vide? Jo såmænd kan jeg så. For, – når jeg endelig skal ud med det, – så har jeg selv engang gåt med brev til Mortensgård.
REBEKKA
vender sig
Nej, – har De!
MADAM HELSETH
Ja, det har jeg rigtignok. Og det brevet var såmænd skrevet her på Rosmersholm.
HIS: 427
REBEKKA
Virkelig, madam Helseth?
MADAM HELSETH
REBEKKA
MADAM HELSETH
Det er frøken West, som siger det, og ikke jeg.
REBEKKA
Men hvad stod der så i brevet? Nå, det er sandt, – det kan jo ikke De vide.
MADAM HELSETH
Hm, det kunde nok hænde, at jeg vidste det ligevel.
REBEKKA
Sa’ hun Dem, hvad hun skrev om?
HIS: 428
MADAM HELSETH
Nej, hun gjorde ikke just det. Men da han, Mortensgård, havde læst det, så gav han sig til at spørge mig slig ud, både på langs og på tvers, så jeg kunde nok skønne, hvad der stod i det.
REBEKKA
Hvad tror De da, der stod i det? Å, kære, snille madam Helseth, sig mig det!
REBEKKA
Å, til mig kan De da sige det. Vi to er jo så gode venner.
MADAM HELSETH
REBEKKA
Hvem havde bildt hende det ind?
MADAM HELSETH
Slette mennesker, frøken West. Slette mennesker.
REBEKKA
Slette –?
HIS: 429
REBEKKA
Og hvad tror De, det kunde være for nogen?
REBEKKA
Jeg kan se på Dem, at De mener fru Kroll.
MADAM HELSETH
Ja, hun er en for sig selv, hun. Imod mig har hun nu altid vær’t så stor på det. Og Dem har hun da aldrig havt noget godt øje til.
REBEKKA
Tror De, fru Rosmer var ved sin fulde forstand, da hun skrev det brevet til Mortensgård?
MADAM HELSETH
Det er så underligt med forstanden, frøken. Rent ifra sig selv tror jeg nu ikke hun var.
REBEKKA
MADAM HELSETH
Ja, det tog svært på hende, stakkers frue.
HIS: 430
REBEKKA
tar hækletøjet og sætter sig i stolen ved vinduet
For resten, – tror ikke De også, at det i grunden var godt for pastoren, madam Helseth?
REBEKKA
At her ingen børn blev af. Hvad?
MADAM HELSETH
Hm, jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige til det.
REBEKKA
Jo, De kan tro mig. Det var det bedste for ham. Pastor Rosmer er ikke skikket til at gå her og høre på ungeskrig.
MADAM HELSETH
Små barn skriger ikke på Rosmersholm, frøken.
REBEKKA
ser på hende
Skriger de ikke?
MADAM HELSETH
Nej. Her på gården har de små barn aldrig brugt at skrige, så længe folk kan mindes.
REBEKKA
Det var da underligt.
HIS: 431
MADAM HELSETH
REBEKKA
Det vilde da være besynderligt –
MADAM HELSETH
Har frøkenen nogen eneste gang hørt eller set pastoren lé?
REBEKKA
Nej, – når jeg tænker mig om, så tror jeg næsten, De har ret. Men menneskene lér nu i det hele ikke meget her på disse kanter, synes jeg.
MADAM HELSETH
MADAM HELSETH
Å, frøkenen skal ikke sidde og gøre nar –. (lytter) Hys, hys, – nu kommer pastoren ned. Han liker ikke at se fejekosten her inde.
Hun går ud gennem døren til højre.
REBEKKA
God morgen, kære. (lidt efter; hækler) Skal du ud?
ROSMER
Ja.
REBEKKA
Vejret er jo så vakkert.
ROSMER
Du så ikke op til mig imorges.
REBEKKA
Nej, – jeg gjorde ikke det. Ikke idag.
ROSMER
Vil du ikke gøre det herefter heller?
ROSMER
Er der kommet noget til mig?
REBEKKA
«Amtstidenden» er kommet.
HIS: 433
ROSMER
«Amtstidenden» –!
ROSMER
sætter hat og stok fra sig
Står der noget –?
REBEKKA
Ja.
ROSMER
Og så sender du den ikke op –
REBEKKA
Du får tidsnok læse den.
REBEKKA
Der nævnes ikke noget navn.
ROSMER
Det er jo det samme. (læser videre) – «lønlige forrædere imod den gode sag» –. – «Judasnaturer, som frækt bekender sit frafald, så snart de tror, at det belejlige og – profitableste tidspunkt er kommet». «Hensynsløst attentat på ærværdige forfædres eftermæle» –. – øjeblikkets magthavere ikke vil lade en passende belønning udeblive.» (lægger
«Judasnaturer, som frækt bekender sit frafald, så snart de tror, at det belejlige og – profitableste tidspunkt er kommet». «Hensynsløst attentat på ærværdige forfædres eftermæle» –. – 1.utg: 124
«i påvente af at øjeblikkets magthavere ikke vil lade en passende belønning udeblive.» (lægger HIS: 434
avisen på bordet) Og det skriver de om mig. De, som har kendt mig så længe og så nøje. Dette, som de ikke selv tror på. Dette, som de ved, at der ikke er et eneste sandt ord i, – det skriver de alligevel.
REBEKKA
Der står mere endnu.
ROSMER
tar atter avisen
– «undskyldning i en uøvet dømmekraft» –. – «fordærvelig indflydelse, – kanske udstrakt også til områder, som vi foreløbig ikke vil gøre til genstand for offentlig omtale eller påtale» –. (ser på hende) Hvad er det?
REBEKKA
Det sigter til mig, kan du skønne.
ROSMER
lægger avisen fra sig
Rebekka, – dette her er uhæderlige mænds færd.
REBEKKA
rejser sig
Ja, ikke sandt, du? I dette her har du noget stort og herligt at leve for!
Tænk, om jeg kunde vække dem til selverkendelse. Bringe dem til at angre og til at skamme sig for sig selv. Få dem til at nærme sig hverandre i fordragelighed, – i kærlighed, Rebekka.
REBEKKA
Ja, sæt bare al din evne ind på dette, og du skal sé, du vinder.
ROSMER
Jeg synes, det måtte kunne lykkes. Å, hvilken fryd det da vilde bli’ at leve livet. Ingen hadefuld strid mere. Bare kappestrid. Alle øjne rettede mod det samme mål. Alle viljer, alle sind stevnende fremad, – opad, – enhver ad sin egen naturnødvendige vej. Lykke
kappestrid. Alle øjne rettede mod det samme mål. Alle viljer, alle sind stevnende fremad, – opad, – enhver ad sin egen naturnødvendige vej. Lykke 1.utg: 126
for alle, – skabt igennem alle. (kommer til at se ud i det fri, farer sammen og siger tungt) Ah! Ikke gennem mig.
REBEKKA
Ikke –? Ikke gennem dig?
ROSMER
Og ikke for mig heller.
REBEKKA
Å, Rosmer, lad ikke slig tvil komme op i dig.
ROSMER
Lykke, – kære Rebekka, – lykke, det er først og fremst den stille, glade, trygge følelse af skyldfrihed.
REBEKKA
ser hen for sig
Ja, dette med skyld –.
HIS: 436
ROSMER
Å, det kan du så lidet dømme om. Men jeg –
REBEKKA
Du mindst!
ROSMER
peger ud mod vinduet
Møllefossen.
REBEKKA
Å, Rosmer –!
Madam Helseth ser ind gennem døren til højre.
REBEKKA
Siden, siden. Ikke nu.
MADAM HELSETH
Bare et ord, frøken.
Rebekka går hen til døren. Madam Helseth meddeler hende noget. De taler en stund hviskende sammen. Madam Helseth nikker og går.
ROSMER
urolig
Var det noget til mig?
REBEKKA
Nej, det var bare husets sager. – Nu skulde du gå ud i den friske luft, kære Rosmer. Gå rigtig langt, skulde du.
REBEKKA
Nej, kære, jeg kan ikke nu. Du får gå alene. Men ryst så alle disse tunge tankerne af dig. Lov mig det.
ROSMER
Dem får jeg nok aldrig rystet af, – er jeg ræd for.
ROSMER
Desværre, – det er nok ikke så grundløst, du. Jeg har ligget og grublet over det hele natten. Beate har kanske set rigtig alligevel.
REBEKKA
I hvad, mener du?
ROSMER
Set rigtig, da hun trode, jeg elsked dig, Rebekka.
REBEKKA
Set rigtig i det!
ROSMER
lægger hatten på bordet
HIS: 438
REBEKKA
Mener du kanske, at det lige så godt kunde kaldes et –?
ROSMER
– kærlighedsforhold. Ja, du, jeg mener det. Allerede mens Beate leved, var det dig, jeg gav alle mine tanker til. Det var dig alene, stunded efter. Det var hos dig, jeg følte denne stille, glade, begærløse lyksalighed. Når vi tænker os rigtig om, Rebekka, – så begyndte vort samliv som en sød, løndomsfuld barneforelskelse. Uden krav og uden drømme. Følte ikke du det også på slig vis? Sig mig det.
1.utg: 129
jeg stunded efter. Det var hos dig, jeg følte denne stille, glade, begærløse lyksalighed. Når vi tænker os rigtig om, Rebekka, – så begyndte vort samliv som en sød, løndomsfuld barneforelskelse. Uden krav og uden drømme. Følte ikke du det også på slig vis? Sig mig det.
REBEKKA
kæmper med sig selv
Å, – jeg ved ikke, hvad jeg skal svare dig.
ROSMER
ROSMER
Hun så på vort forhold med sin kærligheds øjne. Dømte vort forhold efter sin kærligheds art. Naturligvis. Beate kunde ikke dømme anderledes, end hun gjorde.
HIS: 439
ROSMER
I kærlighed til mig, – på sin måde, – gik hun i møllefossen. Den kendsgerning står fast, Rebekka. Den kommer jeg aldrig ud over.
ROSMER
ryster på hodet
Den kan visst aldrig føres igennem, du. Ikke af mig. Ikke efter det, jeg nu ved.
REBEKKA
Hvorfor ikke af dig?
ROSMER
Fordi der aldrig vindes sejr for en sag, som har sit udspring i brøde.
REBEKKA
i udbrud
Lad det være, hvad det være vil. Hvad hjælper det, når jeg nu ikke kan komme ifra det? Og du kan tro mig, Rebekka. Det er, som jeg siger. Den sag, som skal vinde frem til varig sejr, – den må bæres af en glad og skyldfri mand.
REBEKKA
Er glæden da så rent umistelig for dig, Rosmer?
HIS: 440
ROSMER
Glæden? Ja, du, – det er den.
REBEKKA
For dig, som aldrig kan lé?
ROSMER
Alligevel. Du kan tro, jeg har store anlæg til at være glad.
Nu skal du gå, kære. Langt, – rigtig langt. Hører du det? – Se, her er din hat. Og her har du stokken.
ROSMER
tar begge dele
Tak. Og du går ikke med?
ROSMER
Jaja da. Du er nu med mig alligevel.
Han går ud gennem forstuen. Lidt efter kikker Rebekka ud bag den åbne dør. Derpå går hun hen mod døren til højre.
REBEKKA
åbner og siger halvhøjt
Se så, madam Helseth. Nu kan De slippe ham ind.
Hun går henover imod vinduet.
Kort efter kommer rektor Kroll ind fra højre. Han hilser taus og afmålt og beholder sin hat i hånden.
afmålt og beholder sin hat i hånden.
HIS: 441
KROLL
Han er altså gåt?
REBEKKA
Ja.
KROLL
Plejer han gå langt?
REBEKKA
Å ja. Men idag er han så uberegnelig. Og dersom De ikke vil træffe ham –
KROLL
Nej, nej. Det er Dem, jeg ønsker at tale med. Og ganske alene.
Hun sætter sig i lænestolen ved vinduet. Rektor Kroll sætter sig på en stol ved siden af hende.
KROLL
Frøken West, – De kan vel neppe forestille Dem, hvor dybt og smerteligt det går mig til hjertet, – dette omslag, som er sket med Johannes Rosmer.
REBEKKA
Vi var forberedt på, at så vilde ske – i førstningen.
KROLL
Bare i førstningen?
HIS: 442
REBEKKA
Rosmer havde det sikkre håb, at sent eller tidligt vilde De nok gå med ham.
KROLL
Jeg!
REBEKKA
Både De og alle hans andre venner.
KROLL
Ja men se, – det er netop det, som jeg ikke tror.
REBEKKA
Hvad tror De da?
KROLL
Jeg tror, det er Dem, som står bag det hele.
REBEKKA
Det har De fra Deres frue, rektor Kroll.
KROLL
Det kan være ligegyldigt, hvem jeg har det fra. Men visst er det, at jeg bærer på en stærk tvil, – en overmåde stærk tvil,
HIS: 443
siger jeg, – når jeg tænker mig om og lægger sammen hele Deres adfærd lige siden De kom hid.
REBEKKA
ser på ham
Det foresvæver mig, at der var en tid, da De bar på en overmåde stærk tro til mig, kære rektor. En varm tro, havde jeg nær sagt.
REBEKKA
La’ jeg an på at –!
KROLL
REBEKKA
De har altså rent glemt, at det var Beate, som tigged og trygled mig om at flytte her ud.
KROLL
HIS: 444
REBEKKA
REBEKKA
Koldt? Er De så sikker på det?
KROLL
REBEKKA
Det er ikke sandt. Det er ikke mig. Det er Dem selv, som har gjort ham ulykkelig.
KROLL
Har jeg!
REBEKKA
HIS: 445
KROLL
Så det har dog altså grebet ham så dybt?
REBEKKA
Det kan De vel tænke Dem. Så blødt et sind som hans –
KROLL
Jeg trode, at en såkaldt frigjort mand forstod at sætte sig ud over alle skrupler. – Men der har vi det altså! Å ja, – i grunden så var det jo nok det, jeg vidste. Ætlingen af de mænd, som her ser ned på os, – han slipper nok for at rive sig løs fra det, som uafhændelig er gåt i arv fra slægt til slægt.
Ætlingen af de mænd, som her ser ned på os, – han slipper nok for at rive sig løs fra det, som uafhændelig er gåt i arv fra slægt til slægt.
REBEKKA
ser tankefuld ned for sig
KROLL
KROLL
Jeg mener forudsætningerne i udspringet. I oprindelsen, – frøken West.
Nå så. Ja, det er ganske sandt, – jeg er gåt ud fra meget ringe forhold. Men alligevel –
HIS: 446
KROLL
Det er ikke stand og stilling, jeg sigter til. Jeg tænker på de moralske forudsætninger.
REBEKKA
Forudsætninger –? For hvad?
KROLL
For at De overhovedet blev til.
REBEKKA
Hvad er det, De siger!
KROLL
Jeg siger det jo kun, fordi det forklarer hele Deres adfærd.
REBEKKA
Jeg forstår ikke dette. Fuld besked vil jeg ha’!
Jeg trode sandelig, De havde fuld besked. Det vilde dog ellers være besynderligt, at De lod Dem adoptere af doktor West –
REBEKKA
rejser sig
Ah så! Nu forstår jeg.
REBEKKA
går henover gulvet
Min fars navn var Gamvik, herr rektor.
HIS: 447
KROLL
REBEKKA
Det har De ret i.
KROLL
REBEKKA
henne ved bordet, ser hånligt på ham
Og at jeg gjorde alt dette, – det forklarer De deraf, at der var noget usædeligt, – noget forbrydersk ved min tilblivelse!
KROLL
Hvad De gjorde for ham, udleder jeg af et uvilkårligt datterligt instinkt. Hele Deres færd for resten holder jeg for et udslag af Deres oprindelse.
REBEKKA
heftigt
KROLL
Undskyld, – frøken. Han kom der op året i forvejen. Det har jeg undersøgt.
HIS: 448
REBEKKA
De tar fejl, siger jeg! De tar aldeles fejl!
KROLL
De sa’ her i forgårs, at De var ni og tyve år. Gik i det tredivte.
KROLL
Ja, De gjorde. Og deraf kan jeg regne ud –
REBEKKA
Stop! Det hjælper ikke at regne. For jeg kan lige så gerne sige Dem det straks: Jeg er et år ældre, end jeg gir mig ud for.
KROLL
smiler vantro
Virkelig? Det er noget nyt. Hvorledes er det kommet?
REBEKKA
Da jeg havde fyldt de fem og tyve, så syntes jeg, – ugift som jeg var, – at jeg blev så rent for gammel. Og så tog jeg mig for at lyve et år af.
REBEKKA
REBEKKA
bryder ud
Det er ikke sandt!
KROLL
Er det ikke sandt?
REBEKKA
Nej. For det har mor aldrig talt om.
KROLL
Så hun har ikke det?
REBEKKA
Nej, aldrig. Og ikke doktor West heller. Aldrig med et ord.
KROLL
Kunde ikke det være, fordi de begge to havde grunde til at springe et år over? Ligesom De har gjort, frøken West. Det er kanske en ejendommelighed i slægten.
KROLL
rejser sig
Men, kære, – hvorfor i guds navn tar De så på vej? De gør mig rent forfærdet! Hvad skal jeg tro og tænke –!
HIS: 450
REBEKKA
Ingen ting. De skal hverken tro eller tænke noget.
KROLL
Så må De sandelig forklare mig, hvorledes De kan ta’ Dem den sag, – den mulighed så nær.
REBEKKA
fatter sig
KROLL
Nå så. Jaja, lad os slå os til ro med den forklaring – foreløbig. Men så har De jo altså beholdt en viss – fordom på det punkt også.
REBEKKA
Ja, jeg har vel det.
Nå, jeg tænker, det er ligedan bevendt med det meste af dette her, som De kalder for Deres frigjorthed. De har læst Dem til en hel hob nye tanker og meninger. De har fåt vide et slags besked om forskninger på forskellige områder, – forskninger, som synes at omstyrte adskilligt af det, der hidtil hos os har gældt for uomstødeligt og uangribeligt. Men alt dette er bare ble’t en viden hos Dem, frøken West. En kundskab. Det er ikke gåt Dem i blodet.
bevendt med det meste af dette her, som De kalder for Deres frigjorthed. De har læst Dem til en hel hob nye tanker og meninger. De har fåt vide et slags besked om forskninger på forskellige områder, – forskninger, som synes at omstyrte adskilligt af det, der hidtil hos os har gældt for uomstødeligt og uangribeligt. Men alt dette er bare ble’t en viden hos Dem, frøken West. En kundskab. Det er ikke gåt Dem i blodet.
HIS: 451
KROLL
Ja, bare prøv De Dem selv, så skal De se! Og når det står slig til med Dem, så kan en sagtens vide, hvorledes det er fat med Johannes Rosmer. Det er jo den rene, skære galskab, – det er at rende lige lukt ind i fordærvelsen, når han vil træde åbenlyst frem og bekende sig som en frafalden! Tænk, – han med
HU: 414
denne skyhed i sindet! Tænk Dem ham forstødt, – forfulgt af den kreds, han hidtil har tilhørt. Udsat for hensynsløse angreb af de bedste i 1.utg: 145
samfundet. Aldrig i dette liv blir han mand for at stå det ud.
REBEKKA
Han må stå det ud! Nu er det for sent for ham at trække sig tilbage.
KROLL
REBEKKA
Og hvad er det for noget?
REBEKKA
Det forhold, som han står i til mig?
KROLL
Ja. De må sé at få ham til det.
De kan altså slet ikke gøre Dem fri for den tro, at vort forhold trænger til at – legaliseres, som De siger?
KROLL
REBEKKA
Det er i forholdet mellem mand og kvinde, mener De?
KROLL
Ja, – oprigtig talt, – jeg tror det.
REBEKKA
driver henover gulvet og ser ud gennem vinduet
Jeg havde nær sagt, – gid De havde ret, rektor Kroll.
KROLL
Hvad mener De med det? De siger det så besynderlig.
REBEKKA
Å hvad! Lad os ikke snakke mere om de ting. – Ah, – der kommer han.
REBEKKA
hen til ham
Nej, – bli’ her. For nu skal De få høre noget.
HIS: 453
REBEKKA
Det er en stund stille. Da kommer Johannes Rosmer ind fra forstuen.
ROSMER
ser rektoren, standser i døren
Hvad! – Er du her!
REBEKKA
Han vilde helst ikke ha’ mødt dig, Rosmer.
REBEKKA
KROLL
Var det det, som De lovte, jeg skulde få høre?
REBEKKA
Både det – og lidt mere til.
ROSMER
kommer nærmere
Hvad er hensigten med besøget her idag?
HIS: 454
KROLL
Jeg vilde endnu en gang prøve på at standse dig og vinde dig tilbage.
ROSMER
peger på avisen
Efter det, som står der?
KROLL
Jeg har ikke skrevet det.
KROLL
Det vilde ha’ været uforsvarligt imod den sag, jeg tjener. Og desuden så stod det ikke i min magt.
REBEKKA
river avisen i stykker, krøller stumperne sammen og kaster dem bag ovnen
Se så. Nu er det ude af øje. Og lad det så være ude af sind også. For der kommer ikke mere af den slags, Rosmer.
REBEKKA
Kom, og lad os sætte os, kære. Alle tre. Så vil jeg sige det altsammen.
HIS: 455
ROSMER
sætter sig uvilkårligt
Hvad er det for noget, som er kommet over dig, Rebekka! Denne uhyggelige ro –. Hvad er det for noget?
Rektor Kroll tar plads i sofaen.
ROSMER
Beslutningens, siger du. Hvilken beslutning?
REBEKKA
Jeg vil gi’ dig igen, hvad du trænger for at leve livet. Du skal få din glade skyldfrihed tilbage, kære ven.
ROSMER
Men hvad er dog dette!
REBEKKA
Jeg vil bare fortælle. Der behøves ikke andet.
ROSMER
Nu!
REBEKKA
HIS: 456
KROLL
Og så?
ROSMER
Men, Rebekka, – dette her ved jeg jo.
REBEKKA
tar sig sammen
Ja, ja, – det har du i grunden ret i. Du ved nok om dette.
REBEKKA
Nej, De skal bli’ siddende, kære rektor. (til Rosmer) Ja, det var altså det, ser du, – jeg vilde være med i den nye tid, som brød frem. Være med i alle de nye tankerne. – Rektor Kroll fortalte mig en dag, at Ulrik Brendel havde havt svær magt over dig en tid, mens du endnu var gut. Jeg syntes, det måtte kunne gå an for mig at ta’ dette her op igen.
den nye tid, som brød frem. Være med i alle de nye tankerne. – Rektor Kroll fortalte mig en dag, at Ulrik Brendel havde havt svær magt over dig en tid, mens du endnu var gut. Jeg syntes, det måtte kunne gå an for mig at ta’ dette her op igen.Jeg vilde, at vi to skulde gå sammen fremad i frihed. Altid videre. Altid yderligere frem. – Men så var der jo denne skumle, uoverstigelige mur imellem dig og den hele, fulde frigørelse.
ROSMER
Hvilken mur, mener du?
ROSMER
Aldrig før idag har du talt til mig om mit ægteskab på den måde.
REBEKKA
Nej, det turde jeg ikke, for så havde jeg skræmt dig.
KROLL
nikker til Rosmer
Hører du det!
REBEKKA
blir ved
Men jeg skønte godt, hvor frelsen var for dig. Den eneste frelse. Og så handled jeg.
KROLL
Vil De dermed sige, at –!
REBEKKA
ROSMER
springer op
Rebekka!
HIS: 458
KROLL
op fra sofaen
– på de vildsomme veje!
REBEKKA
På de veje, – som førte til møllefossen. Nu ved I det, begge to.
ROSMER
som bedøvet
Men jeg forstår ikke –. Hvad er det, hun står og siger? Jeg forstår ikke et ord –!
ROSMER
Men hvad har du da gjort! Hvad har du da kunnet sige hende for noget? Der var jo intet. Slet intet!
REBEKKA
Hun fik vide, at du holdt på at arbejde dig ud af alle de gamle fordommene.
ROSMER
Ja, men det gjorde jeg jo ikke dengang.
REBEKKA
Jeg vidste, at du snart vilde komme til at gøre det.
KROLL
nikker til Rosmer
Aha!
ROSMER
Og så? Hvad mere? Nu vil jeg vide resten også.
En tid bagefter – så bad og bønfaldt jeg hende om, at jeg måtte få rejse fra Rosmersholm.
REBEKKA
Jeg vilde ikke rejse. Jeg vilde bli’ her, hvor jeg var. Men jeg sa’ til hende, at det nok var bedst for os alle – om jeg kom bort i tide. Jeg lod hende forstå, at blev jeg længere her, – så kunde der, – så kunde der ske, – hvad det så skulde være.
ROSMER
Dette er altså, hvad du har sagt og gjort.
REBEKKA
Ja, Rosmer.
ROSMER
Det var det, som du kaldte at handle.
ROSMER
lidt efter
Har du nu skriftet alt, Rebekka?
REBEKKA
Ja.
HIS: 460
REBEKKA
ser skræmt på ham
Hvad mere skulde der være?
KROLL
Lod De så ikke til slut Beate forstå, at det var nødvendigt, – ikke blot at det var bedst, – men at det var nødvendigt, af hensyn til Dem og Rosmer, at De rejste et andet steds hen – så fort som muligt? – Nu?
ROSMER
segner ned i lænestolen ved vinduet
Og dette spind af løgn og bedrag har hun, – den ulykkelige syge, gåt her og trod på! Trod så fuldt og fast! Så uryggelig! (ser op på Rebekka) Og aldrig vendte hun sig til mig. Aldrig med et ord! Å, Rebekka, – jeg ser det på dig, – du har rådet hende fra det!
REBEKKA
ROSMER
Og du, – du gjorde intet for at få hende ud af denne indbildning?
KROLL
De bestyrked hende kanske i den? Svar! Gjorde De ikke det?
HIS: 461
REBEKKA
Hun forstod mig vel så, kan jeg tro.
ROSMER
Ja, ja, – og for din vilje bøjed hun sig i alle ting. Og så gav hun plads. (springer op) Hvor kunde, – hvor kunde du drive dette forfærdelige spil!
REBEKKA
Jeg syntes, at her var to liv at vælge imellem, Rosmer.
KROLL
strængt og myndigt
De havde ingen ret til at træffe et sligt valg!
Men tror I da, at jeg gik her og handled med kold og kløgtig fatning! Jeg var da ikke slig, dengang, som nu, da jeg står og fortæller det. Og så er der da vel to slags vilje i et menneske, skulde jeg mene! Jeg vilde ha’ Beate væk. På den ene måden eller på den anden. Men jeg trode aldrig, at det skulde komme alligevel. Ved hvert skridt, som jeg fristed og voved fremad, syntes jeg ligesom noget skreg indeni mig: Nu ikke længer! Ikke et skridt længer! – Og så kunde jeg ikke la’ det være endda. Jeg måtte friste et bitte lidet gran til. Bare et eneste et. Og så et til – og altid et til. – Og så kom det. – Det er på den vis, sligt noget går for sig.
kløgtig fatning! Jeg var da ikke slig, dengang, som nu, da jeg står og fortæller det. Og så er der da vel to slags vilje i et menneske, skulde jeg mene! Jeg vilde ha’ Beate væk. På den ene måden eller på den anden. Men jeg trode aldrig, at det skulde komme alligevel. Ved hvert skridt, som jeg fristed og voved fremad, syntes jeg ligesom noget skreg indeni mig: Nu ikke længer! Ikke et skridt længer! – Og så kunde jeg ikke la’ det være endda. Jeg måtte friste et bitte lidet gran til. Bare et eneste et. Og så et til – og altid et til. – Og så kom det. – Det er på den vis, sligt noget går for sig.Kort taushed.
ROSMER
til Rebekka
Hvorledes tror du, det herefter skal gå med dig? Efter dette?
HIS: 462
REBEKKA
Med mig får det gå, som det kan. Det kommer det ikke så nøje an på.
REBEKKA
koldt afvisende
Undskyld, herr rektor, – det er en sag, som ikke kommer nogen anden ved. Det skal jeg nok klare med mig selv.
ROSMER
Går du indover til byen?
KROLL
tar sin hat
Ja. Jo før jo heller.
ROSMER
tar ligeledes sin hat
Så går jeg med dig.
ROSMER
Kom så, Kroll! Kom så!
HIS: 463
Lidt efter går Rebekka forsigtig hen til vinduet og kikker ud mellem blomsterne.
REBEKKA
taler halvhøjt med sig selv
Kort efter kommer madam Helseth ind fra højre.
MADAM HELSETH
Hvad er det, frøken?
MADAM HELSETH
Rejsekofferten?
REBEKKA
Ja, – nu vil jeg ud og rejse, madam Helseth.
HIS: 464
REBEKKA
Så fort jeg har fåt pakket.
REBEKKA
Jeg kommer aldrig mere igen.
MADAM HELSETH
MADAM HELSETH
Af hvide heste! Midt på lyse dagen!
REBEKKA
Å, de er nok ude både tidlig og sent, – de hvide hestene på Rosmersholm. (slår over) Nå, – det var altså rejsekofferten, madam Helseth.
HIS: 465
MADAM HELSETH
Ja vel. Rejsekofferten.
De går begge ud til højre.
s. Fjerde akt
Rebekka West står ved bordet og pakker nogle småting ned i en vadsæk. Hendes kåbe, hat og det hvide hæklede uldsjal hænger over sofaryggen.
vadsæk. Hendes kåbe, hat og det hvide hæklede uldsjal hænger over sofaryggen.Madam Helseth kommer ind fra højre.
MADAM HELSETH
taler dæmpet og synes forbeholden
Ja, nu er alle sagerne båret ud, frøken. De står i køkkengangen.
REBEKKA
Godt. Kusken er vel tilsagt?
MADAM HELSETH
Ja. Han spør’, hvad tid han skal være her med vognen.
MADAM HELSETH
lidt nølende
Men pastoren da? Hvis han nu ikke kommer hjem til den tid?
REBEKKA
HIS: 467
MADAM HELSETH
Ja, det kan jo være bra’ nok – dette med at skrive. Men, stakkers frøken, – jeg synes nu, De skulde prøve på at snakke med ham en gang til.
REBEKKA
Kanske det. Eller kanske ikke alligevel.
MADAM HELSETH
Nej, – at jeg skulde opleve dette her, – det havde jeg da aldrig tænkt!
REBEKKA
Hvad havde De da tænkt, madam Helseth?
REBEKKA
Reellere?
REBEKKA
Men, kære, hvad mener De da med det?
MADAM HELSETH
HIS: 468
REBEKKA
ser på hende
Hør nu her, madam Helseth. Sig mig ærligt og oprigtigt, – hvorfor tror De, jeg rejser bort?
MADAM HELSETH
REBEKKA
med et svagt smil
Skulde De kunnet tænkt Dem sligt noget om mig og pastor Rosmer?
MADAM HELSETH
Aldrig i verden. Ja, jeg mener, – ikke før idag.
REBEKKA
Men idag altså –?
MADAM HELSETH
Nå, – efter alt det stygge, som folk siger der skal stå om pastoren i bladene, så –
REBEKKA
Aha!
MADAM HELSETH
HIS: 469
REBEKKA
Å ja, det er vel så, det. Men jeg da? Hvad siger De om mig?
REBEKKA
Det er et sandt ord, madam Helseth. Vi er alle sammen mennesker. – Hvad lytter De efter?
Johannes Rosmer kommer ind fra forstuen.
REBEKKA
Jeg rejser.
HIS: 470
REBEKKA
Ja. (til madam Helseth) Altså klokken elleve.
MADAM HELSETH
Godt og vel, frøken.
Hun går ud til højre.
ROSMER
efter et kort ophold
Hvor rejser du hen, Rebekka?
REBEKKA
Nordover med dampskibet.
ROSMER
Nordover? Hvad vil du der nord?
REBEKKA
Det var jo der, jeg kom fra.
ROSMER
Men der oppe har du jo ikke noget at gøre nu.
REBEKKA
Det har jeg ikke her nede heller.
REBEKKA
Jeg ved ikke. Jeg vil bare sé at få ende på det.
HIS: 471
ROSMER
Få ende på det?
REBEKKA
Rosmersholm har knækket mig.
ROSMER
blir opmærksom
Siger du det?
REBEKKA
ROSMER
Hvorfor ikke? Hvad er det for en lov, som du siger, at du er –?
ROSMER
Vi har sluttet fred.
REBEKKA
Ja så. Det blev altså til det.
ROSMER
HIS: 472
REBEKKA
Ja, ja, – det er vel kanske bedst så.
ROSMER
Siger du det nu? Er du nu af den mening?
REBEKKA
Lyver –!
ROSMER
Ja, du lyver. Du har aldrig trod på mig. Aldrig har du trod, at jeg var mand for at kæmpe den sag frem til nogen sejr.
REBEKKA
Jeg har trod, at vi to sammen skulde komme til at magte det.
ROSMER
Det er ikke sandt. Du har trod, at du selv skulde kunne udrette noget stort i livet. At du kunde bruge mig til det, som du vilde ha’ frem. At jeg kunde være dig tjenlig for dine formål. Det har du trod.
REBEKKA
Hør nu, Rosmer –
HIS: 473
ROSMER
sætter sig tungt ned i sofaen
REBEKKA
ROSMER
Har du endnu mere at tilstå?
REBEKKA
Jeg har det store igen.
ROSMER
Hvilket store?
REBEKKA
Det, som du aldrig har anet. Det, som gir både lys og skygge til alt det øvrige.
ROSMER
ryster på hodet
Jeg forstår ikke noget af dette.
HIS: 474
ROSMER
Du fik da også drevet igennem – det, som du vilde.
REBEKKA
ROSMER
Hvad kom? Tal, så jeg kan forstå dig.
ROSMER
Begær? Du –! Efter hvad?
ROSMER
vil springe op
Hvad er dette!
REBEKKA
standser ham
Bliv siddende, kære. Nu skal du få høre videre.
ROSMER
Og du vil sige – at du har elsket mig – på slig vis!
HIS: 475
REBEKKA
Jeg syntes, det måtte kaldes at elske – dengang. At dette var kærlighed, syntes jeg. Men det var det ikke. Det var, som jeg siger dig. Det var et vildt, ubetvingeligt begær.
Rebekka, – er det virkelig dig selv, – dig – dig, som du sidder her og fortæller alt dette om!
REBEKKA
Ja, hvad synes du, Rosmer!
Ud af dette, – under magten af dette var det altså, at du – at du handled, som du kalder det.
REBEKKA
Det var over mig som et vejr ved havet. Det var som et af de vejr, vi kan ha’ ved vintertid der nordpå. Det tar en, – og bær’ en med sig, du, – så langt det skal være. Ikke tanke om at stå imod.
HIS: 476
REBEKKA
Men jeg begriber dig ikke, Rebekka. Du, – du selv, – hele din adfærd er mig en uløselig gåde. Nu er jeg jo fri, – både i sind og i forhold. Du står nu helt fremme ved det mål, du fra først af havde sat dig. Og så alligevel –!
REBEKKA
Aldrig har jeg ståt længere fra målet end nu.
ROSMER
– og så alligevel, siger jeg, – da jeg igår spurte dig, – bad dig: bliv min hustru, – da skreg du ud som i skræk, at det aldrig kunde ske.
REBEKKA
Da skreg jeg ud i fortvilelse, du.
ROSMER
Hvorfor?
REBEKKA
HIS: 477
REBEKKA
Det er kommet gennem samlivet med dig.
ROSMER
Men hvorledes? Hvorledes?
REBEKKA
Da jeg var ble’t alene med dig her, – og da du var ble’t dig selv –
ROSMER
Ja, ja?
REBEKKA
– for du var aldrig helt ud dig selv, så længe Beate leved –
ROSMER
Desværre, det har du nok ret i.
Men da jeg så fik leve sammen med dig her, – i stilhed, – i ensomhed, – da du gav mig alle dine tanker uforbeholdent, – hver en stemning, så blødt og så fint, som du følte den, – da gik det store omslag for sig. Lidt efter lidt, – skønner du. Næsten umærkelig, –
1.utg: 178
men så overvældende til slut. Lige til bunden af mit sind.
ROSMER
Å, hvad er dog dette her, Rebekka!
REBEKKA
Alt det andet, – dette stygge, sansedrukne begær, det kom så langt, så langt bort fra mig. Alle disse opjagede magter slog sig stilhed, som på et fugleberg under midnatssolen oppe hos os.
sansedrukne begær, det kom så langt, så langt bort fra mig. Alle disse opjagede magter slog sig HIS: 478
stilfærdigt ned i taushed. Der faldt en sindshvile over mig, – en stilhed, som på et fugleberg under midnatssolen oppe hos os.
ROSMER
Sig mere om dette. Alt, hvad du ved at sige.
REBEKKA
Der er ikke stort andet, du. Der er bare det, at så kom der kærlighed op i mig. Den store, forsagende kærlighed, som nøjer sig med samlivet, slig, som det har været imellem os to.
ROSMER
Å, ifald jeg blot havde anet et fnug af alt dette!
REBEKKA
ROSMER
Ja, gjorde du ikke det, Rebekka! Jeg syntes, jeg forstod det så.
REBEKKA
ROSMER
Hvorledes forklarer du, hvad der er sked med dig?
HIS: 479
REBEKKA
Det er Rosmer-slægtens livssyn, – eller dit livssyn i alle fald, – som har smittet min vilje.
ROSMER
Smittet?
REBEKKA
Og gjort den syg. Trælbundet den under love, som før ikke galdt for mig. Du, – samlivet med dig, – har adlet mit sind –
REBEKKA
Du kan trygt tro det. Det rosmerske livssyn adler. Men – (ryster på hodet) – men, – men –
ROSMER
Men? Nu?
REBEKKA
– men det dræber lykken, du.
ROSMER
Siger du det, Rebekka?
REBEKKA
For mig i det mindste.
HIS: 480
ROSMER
Ja, men ved du det så visst. Om jeg nu spurte dig igen –? Bad dig så bønligt –
REBEKKA
Å, kære, – kom aldrig mere ind på dette her! Det er umulige ting –! Ja, for du skal vide det, Rosmer, at jeg har en – fortid bag mig.
REBEKKA
Ja. Noget andet og noget mere.
ROSMER
med et svagt smil
Er det ikke underligt, du, Rebekka? Tænk, at en anelse om sligt noget har strejfet mig en gang imellem.
REBEKKA
Har det! Og endda så –? Alligevel? –
ROSMER
Jeg trode aldrig på det. Jeg bare legte med det, – sådan i tankerne, forstår du.
REBEKKA
Hvis du kræver det, så vil jeg nu straks sige dig dette også.
ROSMER
afværgende
Nej, nej! Ikke et ord vil jeg vide. Hvad det så end er, – så har jeg glemsel for det.
HIS: 481
REBEKKA
Men jeg ikke.
REBEKKA
Ja, du, – det er jo det forfærdelige, at nu, da al livets lykke bydes mig med fulde hænder, – nu er jeg ble’t slig, at min egen fortid stænger for mig.
ROSMER
Din fortid er død, Rebekka. Den har ikke længere noget tag i dig, – ikke nogen sammenhæng med dig, – slig, som du nu er.
REBEKKA
Å, kære, det er nok bare talemåder, du. End skyldfriheden da? Hvor tar jeg den
fra?
REBEKKA
Å, mind mig ikke om det. Det var bare en halvfærdig drøm, Rebekka. En overilet indskydelse, som jeg ikke selv tror på længer. – Menneskene lar sig nok ikke adle udenfra, du.
HIS: 482
REBEKKA
sagte
Ikke gennem den stille kærlighed, tror du?
ROSMER
tankefuld
REBEKKA
Tror du mig ikke, Rosmer?
ROSMER
Å, Rebekka, – hvor kan jeg tro fuldt ud på dig? På dig, som har gåt her og dækket og dulgt så usigelig meget! – Nu kommer du frem med dette nye. Ligger der nogen hensigt under, – så sig mig det rent ud. Er der kanske et eller andet, som du ønsker at opnå
dulgt så usigelig meget! – Nu kommer du frem med dette nye. Ligger der nogen hensigt under, – så sig mig det rent ud. Er der kanske et eller andet, som du ønsker at opnå 1.utg: 184
ved det. Jeg vil jo så gerne gøre for dig alt, hvad jeg kan.
REBEKKA
vrider hænderne
Å, denne dræbende tvil –! Rosmer, – Rosmer –!
ROSMER
REBEKKA
HIS: 483
ROSMER
Å du, – jeg tror ikke længer på min evne til at forvandle mennesker. Jeg tror ikke på mig selv i nogen sag mere. Jeg tror hverken på mig eller på dig.
Ja, det forstår jeg ikke selv. Jeg begriber det ikke. Jeg tror ikke, jeg kan leve det. – Og jeg ved jo heller ikke den ting i verden, som det kunde være værdt at leve for.
REBEKKA
Å livet, – det har fornyelse i sig. Lad os holde fast ved det, du. – Vi kommer tidsnok ud af det.
ROSMER
springer urolig op
Så giv mig troen igen! Troen på dig, Rebekka! Troen på din kærlighed! Vidnesbyrd! Vidnesbyrd vil jeg ha’!
REBEKKA
Vidnesbyrd? Hvor kan jeg gi’ dig vidnesbyrd –!
ROSMER
Det må du! (går henover gulvet) Jeg bærer ikke dette øde, – denne forfærdelige tomhed, – dette, – dette –
Det banker hårdt på forstuedøren.
REBEKKA
farer op fra stolen
Ah, – hørte du det!
mansketskjorte, sort frakke og gode støvler udenpå benklæderne. For øvrigt er han klædt som forrige gang. Ser forstyrret ud.
HIS: 484
Døren åbnes. Ulrik Brendel kommer ind. Han er iført mansketskjorte, sort frakke og gode støvler udenpå benklæderne. For øvrigt er han klædt som forrige gang. Ser forstyrret ud.
BRENDEL
Johannes, min gut, – jeg hilser dig – farvel!
ROSMER
Hvor vil De hen så sent?
BRENDEL
Nedad bakke.
ROSMER
Hvorledes –?
ROSMER
Der er hændt Dem noget, herr Brendel! Hvad er det?
BRENDEL
BRENDEL
ROSMER
Hvis der er noget, som jeg kan hjælpe Dem med –
ROSMER
Ja, ja, så gerne det!
BRENDEL
Kan du afsé et ideal eller to?
ROSMER
Hvad for noget, siger De?
BRENDEL
REBEKKA
Kom De ikke til at holde Deres foredrag?
REBEKKA
Men alle Deres uskrevne værker da?
BRENDEL
ROSMER
Men véd De nu det så visst?
BRENDEL
Her er ikke rum for tvil, min yndling. Præsidenten har overtydet mig om det.
ROSMER
Præsidenten?
BRENDEL
Peder Mortensgård naturligvis.
HIS: 487
ROSMER
Hvad!
BRENDEL
hemmelighedsfuldt
ROSMER
Å tro dog ikke det.
BRENDEL
Jo, min gut! For Peder Mortensgård vil aldrig mere, end han kan. Peder Mortensgård er kapabel til at leve livet uden idealer. Og det, – ser du, – det er just handlingens og sejrens store hemmelighed. Det er summen af al verdens visdom. Basta!
ROSMER
lavmælt
Nu skønner jeg, – at De går herfra fattigere end De kom.
REBEKKA
Er det mig, De mener?
HIS: 488
REBEKKA
Hvorfor skulde ikke jeg være at bygge på?
BRENDEL
et skridt nærmere
REBEKKA
Og så –?
BRENDEL
Sejren er ham sikkret. Men, – vel at mærke, – på
et ufravigeligt vilkår.
BRENDEL
tar hende lempeligt om håndledet
At den kvinde, som elsker ham, gladelig går ud i køkkenet og hakker sin fine rosenhvide lillefinger af, – her, – just her ved det midterste led. Item at bemeldte elskende kvinde – ligeledes gladelig – snitter af sig det så uforlignelig formede venstre øre. (slipper hende og vender sig til Rosmer) Farvel, min sejrende Johannes.
gladelig går ud i køkkenet og hakker sin fine rosenhvide lillefinger af, – her, – just her ved det midterste led. Item at bemeldte elskende kvinde – ligeledes gladelig – snitter af sig det så uforlignelig formede venstre øre. (slipper hende og vender sig til Rosmer) Farvel, min sejrende Johannes.Han går.
Hun går hen til vinduet, åbner det og blir stående der.
ROSMER
sætter sig i lænestolen henne ved ovnen
ROSMER
Lad os nytte den sidste stund. Kom her hen og sæt dig hos mig.
REBEKKA
går hen og sætter sig i sofaen
Hvad vil du mig så, Rosmer?
REBEKKA
smiler
Hm. Min fremtid.
ROSMER
Jeg har forudsét alle muligheder. For længe siden. Hvad der så end sker, så er der sørget for dig.
HIS: 490
REBEKKA
Det også, du kære.
ROSMER
Det burde du da kunnet sagt dig selv.
ROSMER
Ja, ja, – du mente vel, at det aldrig kunde bli’ anderledes mellem os, end det var.
REBEKKA
Ja, så trode jeg.
ROSMER
Jeg også. Men om nu jeg gik bort –
REBEKKA
Å, Rosmer, – du vil leve længer end jeg.
ROSMER
Det usle livet står det da vel i min magt at råde for selv.
REBEKKA
Hvad er dette her! Du tænker da vel aldrig på at –!
ROSMER
Tag kampen op igen, Rosmer! Prøv bare, – og du skal se, du sejrer. Du vil adle hundreder, – du vil adle tusender af sind. Prøv bare!
ROSMER
Å, Rebekka, – jeg, som ikke længer tror på min egen livssag.
REBEKKA
Men din sag har jo alt ståt sin prøve. Et menneske har du i alle fald adlet. Mig, så længe jeg lever.
REBEKKA
knuger sine hænder
Å men, Rosmer, – ved du da ikke noget, – ikke noget, som kunde få dig til at tro det?
ROSMER
farer sammen som i angst
Kom ikke ind på dette her! Ikke nærmere, Rebekka! Ikke et eneste ord mere!
Jo, just dette må vi ind på. Ved du noget, som kunde kvæle tvilen? For jeg ved ikke noget i verden.
ROSMER
Bedst for dig, at du ikke ved det. – Bedst for os begge.
HIS: 492
REBEKKA
Nej, nej, nej, – dette slår jeg mig ikke tiltåls med! Ved du noget, som kan frikende mig i dine øjne, da kræver jeg som min ret, at du nævner det.
ROSMER
ligesom uvilkårlig dreven imod sin egen vilje
Så lad os sé da. Du siger, at den store kærlighed er i dig. At gennem mig er dit sind adlet. Er det så? Har du regnet rigtig over, du? Skal vi gøre prøve på regnestykket? Hvad?
REBEKKA
Det er jeg rede til.
REBEKKA
Når som helst. Jo før jo heller.
Så lad mig da få sé, Rebekka, – om du, – for min skyld, – endnu i denne aften. – (afbryder) Å nej, nej, nej!
REBEKKA
Jo, Rosmer! Jo, jo! Sig det, og du skal få sé.
REBEKKA
hæver sig langsomt op fra sofaen og siger næsten målløs
Rosmer –!
HIS: 493
ROSMER
Ja, du, – det er dette spørsmål, som jeg aldrig vil kunne gøre mig fri for, – når du er rejst. Hver time på dagen vil jeg komme tilbage til dette samme. Å, jeg synes, jeg ser dig lys levende for mig. Du står ude på kloppen. Midt ude. Nu luder du dig ud over rækværket! Svimler i en dragning ned imod fossestryget! Nej. Så viger du. Vover ikke, – hvad hun voved.
Vover ikke, – hvad hun voved.
ROSMER
Så måtte jeg vel tro dig. Så måtte jeg vel få troen igen på min livssag. Troen på min evne til at adle menneskesind. Troen på menneskesindets evne til at adles.
REBEKKA
tar langsomt sit sjal, slår det over hodet og siger behersket
Du skal få troen igen.
ROSMER
Har du mod og vilje – til dette, Rebekka?
REBEKKA
Det får du dømme om imorgen, – eller siden, – når de fisker mig op.
ROSMER
tar sig for panden
Der er en lokkende gru i dette –!
REBEKKA
For jeg vil ikke gerne bli’ liggende der nede. Ikke længer end nødvendigt. Der må sørges for, at de finder mig.
Men alt dette her, – det er jo vanvid. Rejs, – eller bliv! Jeg vil tro dig på dit blotte ord denne gang også.
REBEKKA
REBEKKA
Det blir ikke noget nederlag.
ROSMER
Det blir. Aldrig har du sind til at gå Beates vej.
REBEKKA
Tror du ikke det?
REBEKKA
HIS: 495
REBEKKA
Ja.
ROSMER
besluttet
REBEKKA
mistyder ham
Det også. Det også. Min bortgang vil frelse det bedste i dig.
ROSMER
Å, i mig er der ingen ting at frelse mere.
REBEKKA
Det er der. Men jeg, – jeg vilde herefterdags bare være som et havtrold, der hang og hæmmed det skib, som du skal sejle frem på. Jeg må overbord. Eller skulde jeg kanske gå her oppe i verden og slæbe på et forkrøblet liv? Ruge og gruble over lykken, som min fortid har forspildt for mig? Jeg må ud af spillet, Rosmer.
havtrold, der hang og hæmmed det skib, som du skal sejle frem på. Jeg må overbord. Eller skulde jeg kanske gå her oppe i verden og slæbe på et forkrøblet liv? Ruge og gruble over lykken, som min fortid har forspildt for mig? Jeg må ud af spillet, Rosmer.
ROSMER
Jeg går med dig, siger jeg.
HIS: 496
ROSMER
Har du lagt mærke til det?
REBEKKA
griber begge hans hænder og bøjer hodet mod hans bryst
Tak, Rosmer. (slipper ham) Og nu går jeg – gladelig.
REBEKKA
Bare til kloppen, Rosmer.
ROSMER
Ud på den også. Så langt, som du går, – så langt går jeg med dig. For nu tør jeg det.
REBEKKA
Ved du så usvigelig visst – at denne vejen er den bedste for dig?
ROSMER
Jeg ved, at den er den eneste.
HIS: 497
REBEKKA
ROSMER
Kunde vel være. For dem slipper vi ikke fra, – vi, her på gården.
REBEKKA
Så bliv, Rosmer!
REBEKKA
Ja, sig mig det først. Er det dig, som følger mig? Eller er det mig, som følger dig?
REBEKKA
Jeg vilde dog gerne vide det.
ROSMER
Vi to følger hinanden, Rebekka. Jeg dig og du mig.
REBEKKA
Det tror jeg næsten også.
HIS: 498
REBEKKA
Ja. Nu er vi et. Kom! Så går vi gladelig.
De går hånd i hånd ud gennem forstuen og sés at dreje om til venstre. Døren blir stående åben efter dem.
Frøken, – nu er vognen – (ser sig om) Ikke inde? Ude sammen på denne tid? Nå da, – det Jøsses da! Det hvide der –! –
Ja, så min sæl står de begge to på kloppen! Gud forlade de syndige mennesker! Slår de ikke armene om hinanden! (skriger højt) Åh, – udover – begge to! Ud i fossen. Hjælp! Hjælp! (skælver i knæerne, holder sig rystende i stolryggen og kan knapt få ordene frem) Nej. Ikke hjælp her. – Salig fruen tog dem.
HU: 439
må jeg sige –! Hm! (går ud i forstuen, ser sig om og kommer ind igen) Ikke på bænken. Å nej, nej. (går til vinduet og ser ud)
Jøsses da! Det hvide der –! –
Ja, så min sæl står de begge to på kloppen! Gud forlade de syndige mennesker! Slår de ikke armene om hinanden! (skriger højt) Åh, – udover – begge to! Ud i fossen. Hjælp! Hjælp! (skælver i knæerne, holder sig rystende i stolryggen og kan knapt få ordene frem) Nej. Ikke hjælp her. – Salig fruen tog dem.
